Nye Solrød-borgere inviteres på bustur
SOLRØD: Lørdag den 29. august kan man som ny-tilflytter til Solrød kommune komme med på bustur efter kommunens skjulte skatte af gamle gravhøje, naturskønne områder og moderne klimaprojekter – seværdigheder, som ofte kan være svære at finde som ny borger i kommunen.
Borgmester Niels Hörup vil være den kompetente turguide på hele turen og dele ud af sit store kendskab til kommunen og en perlerække af gode historier.
Turen starter og slutter ved Solrød Rådhus, og turen varer fra kl. 10.00 til ca. kl. 12.00. Midtvejs holdes et is-stop med en gratis is til alle på turen og udnytter, at kalenderen fortsat står på sommer. Nysgerrig? Så hop med på bussen.
Den 29. august afholdes også Fritid i Solrød i Solrød Centeret, hvor man kan møde Solrød Kommunes klubber og foreninger, så efter busturen vil der være mulighed for en ny opdagelsesrejse i Solrøds mange fritidsmuligheder.
Det er nødvendigt, at du tilmelder dig. Tilmelding sker på nemtilmeld, og det er gratis at deltage. Tilmeldingsfristen er 19. august og sker efter først-til-mølle-princippet. Du skal huske at medbringe din billet enten i print eller i elektronisk form på dagen.
pm