Tag med på kryddersnapsetur
Put naturen på flaske og lav din egen kryddersnaps. Sådan lyder det fra naturvejleder Nanna Winbladh, der inviterer på naturtur mandag den 17. august i naturen omkring Harte Skov.
”På turen samler vi urter og bær til kryddersnapsen, og vi udveksler gode råd om trækketid og tilsmagning”, fortæller Nanna Winbladh, der håber, at turen kan inspirere til, at flere går i gang med at kigge nærmere på naturen og få interessen for at lære den bedre at kende som et led i jagten på den hjemmelavede kryddersnaps.
”Turen starter selvfølgelig med en smagsprøve på, hvad folk har i vente”, lover Nanna, der hvert år selv brygger kryddersnaps af blandt andet valnød, perikon og spæde bøgeblade.
Turen starter klokken 19.30 og slutter klokken 21.00. Vi mødes ved Landbomuseet, Brødsgårdsvej 52, Harte, 6000 Kolding. Turen er gratis og for alle interesserede. Husk fornuftigt fodtøj, da vi går uden for stierne og medbring poser til indsamling. Tilmelding er ikke nødvendig.