Pistoler stjålet i Frøslev
I går tirsdag fjernede ukendte gerningsmænd fem pistoler fra Frøslevlejrens Museum. Pistolerne funktionsudygtige og har kun interesse for samlere
Ved et tyveri er fem tyske pistoler fra Anden Verdenskrig stjålet fra våbenmontren i hovedvagttårnet i Frøslevlejrens Museum. Tyveriet skete tirsdag 4. august mellem klokken 10 og 12 i museets åbningstid. Der er tale om funktionsudygtiggjorte våben, som er uskadelige og kun har samleres interesse.
Koldblodigt
En museumsgæst gjorde opmærksom på, at der var fjernet et glas i den pågældende montre, og museets personale kunne konstatere, at fem våben var forsvundet. Tyvene har handlet meget koldblodigt og har tilsyneladende haft held til at omgå udstillingens sikringsforanstaltninger.
Udstillingen i hovedvagttårnet lukkes derfor midlertidigt, mens sikringssystemerne undersøges. De øvrige udstillinger i Frøslevlejrens Museum er fortsat åbne.
Meldt til politiet
Frøslevlejrens Museum, som er en del af Nationalmuseet, har meldt tyveriet til Syd- og Sønderjyllands Politi og afventer efterforskningen. Indtil politiet har afsluttet sin efterforskning, har Nationalmuseet og Frøslevlejrens Museum ikke yderligere kommentarer til tyveriet.