Fortsæt til indhold

Prinsesse Benedikte uddelte legater

For ottende gang stod Prinsesse Benedikte for uddeling af legater fra I.P. Nielsen Fonden

Arkiv
Arkiv

I går mandag den 3. august uddelte Prinsesse Benedikte for ottende gang legater fra I.P. Nielsen Fonden. Legatuddelingen foregik i Brænderiet på Sandbjerg Gods på en smuk augustformiddag.
Kl. 10 bød fondsbestyrelsens formand, Anna Margrethe Ikast, velkommen til prinsessen og til de forventningsfulde legatmodtagere.
"Det er en stor ære og glæde, at Hendes Kongelig Højhed Prinsesse Benedikte igen er kommet for at stå for legatuddelingen. Deres store engagement i I.P. Nielsens Fondens virke glæder os meget," sagde Anna Margrethe Ikast.
Prinsesse Benedikte kvitterede med en lille tale, hvor hun bl.a. udtrykte glæde over, at bredden i legatmodtagernes virke og arbejde er bredere end nogen sinde før.
"Det er helt i tråd med min mors tanker, og jeg er sikker på, at legaterne vil gavne den sønderjyske ungdom, der stod hendes hjerte så nær," sagde Prinsesse Benedikte.

En kuvert og et håndtryk

Så var det tid til selv legatuddelingen. Legatmodtagerne blev kaldt op efter tur af Anna Margrethe Ikast, og alle fik en kuvert og et håndtryk af prinsessen. Det største legat på 70.000 kr. gik til udvikling af Gråsten Æblefestival. Gram Slot fik 60.000 kr., der skal bruges til udstyr og undervisningsmateriale til deres naturskole. Sønderborg Roklub fik 35.271 kr. til indkøb af jolle, motor og håndtrailer. Landsbylauget for Dynt-Skelde-Gammelgab fik 25.000 kr. til etablering af en legeplads og samme beløb fik naturskolerne i Sønderborg til indkøb af snorkeludstyr.
Kelstrup Naturskole fik 17.000 kr. til indkøb af en masseovn. Holbøl Foredrags- og Idrætsforening fik 15.000 kr. til etablering af en mountainbikebane. Bov IF Fodbold fik 15.000 kr. til indkøb af en pannabane, og Haderslev musikskole fik 15.000 kr. til indkøb af instrumenter. SUB Sønderborg fik 15.000 kr. til en boldspilbane og Gråsten Roklub fik 11.370 kr. til indkøb af grønlænderpagajer. Mindre beløb gik til Bov IF Bowling, Fårhus Ungdomsklub og Dynthuset.
Da legaterne var delt ud, var der musik ved Sønderborg Musikskole og mousserende vin og kanapeer til de indbudte. Prinsesse Benedikte tog sig god tid til at snakke med legatmodtagerne, der var glade for at få lov til at fortælle om deres foreninger og det ungdomsarbejde, de er så engagerede i.
Efter legatuddelingen fik prinsesse Benedikte en lille rundvisning på Sandbjerg Gods. Den stod godsdirektør Søren Mortensen for - godt suppleret af Frode Sørensen og Bendt Olesen, der begge er medlemmer af I.P. Nielsen Fondens bestyrelse og godt inde i områdets historie.