Fond klar med trekvart million
BHJ Fonden er klar til at skyde penge i projekter med fokus på børns trivsel
"Vi er meget spændt på at se de færdige ansøgninger, for vi har de seneste uger modtaget mange spændende og utraditionelle henvendelser lige fra mindfulnessprojekter til spejderinitiativer og dykkerprojekter for børn. Nu skal alle blot se at få skrevet ansøgningerne og sendt dem ind til os inden den 1. september. Så vurderer vi projekterne," siger Anne Sofie Holm. Hun er bestyrelsesmedlem i en af Sønderjyllands store humanitære og kulturelle fonde – BHJ Fonden, der er klar til at uddele 750.000 kroner til projekter, hvor børns trivsel er i fokus.
På nuværende tidspunkt har BHJ Fonden modtaget 6-7 konkrete ansøgninger, men Anne Sofie Holm forventer en del flere. Bl.a. fordi fondsbestyrelsen har givet ansøgerne vide rammer for selv at definere, hvad de forstår ved 'børns trivsel'.
"Det er vigtigt, at børn får en god og tryg opvækst. Der er ingen rigtig eller forkert fortolkning af emnet børns trivsel. Det der er vigtigt er at få projekter, hvor vores donation kan gøre en afgørende forskel," siger Anne Sofie Holm.
Selvom fonden har sine rødder i Sønderjylland, er det ikke et krav, at ansøgninger skal have tilknytning til landsdelen. Det er projekternes kvalitet, der er afgørende.
BHJ Fonden planlægger enten at give hele beløbet til ét enkelt projekt eller uddele til flere projekter. Hver uddeling ventes at være på mindst 200.000 kroner. Ansøgningsfristen er den 1. september, og projekter skal fremsendes til info@bhj-fonden.dk mærket 'Børns Trivsel'.
Potentielle ansøgere kan se mere om projektet på fondens hjemmeside bhj-fonden.dk og få svar på spørgsmål ved henvendelse på bhjfokus@gmail.com.
Fakta
BHJ-Fonden er stiftet i 1983 som en erhvervsdrivende fond, hvor hovedformålet var at understøtte de virksomheder, der tilhørte BHJ Holding A/S. Ved salget af BHJ-virksomheden i 2004 mistede fonden sit hovedformål, og de tre stiftere - Svend Beck, Peter Holm og Vagn Jacobsen - omdannede fonden til en almen fond, der støtter humanitære, kulturelle og almene formål.