Fortsæt til indhold

Flot pengegave til Kjøge Mini-By

Arkiv
Arkiv

KØGE: I forbindelse med den årlige sommerfest i weekenden 8.-9. august i Kjøge Mini-By, vil der blive overrakt en større pengegave til Mini-Byen.
Det sker lørdag formiddag kl. 11.00 hvor repræsentanter fra det nu nedlagte BKB - Brugerforeningen for Køge Byfællesantenneanlæg - møder frem og tildeler Kjøge Mini-By nogle af de penge som BKB havde i deres kasse, da foreningen tidligere på året blev opløst.
Pengene er øremærket til det store byggeprojekt som Mini-Byen engang skal have opført. Pengene skal bruges til indretning af køkken i "værestedet".
Det er en fin gave til Mini-Byen der som nævnt har sommerfest lørdag og søndag kl. 10-16 med et stort underholdningsprogram, med musik, folkedans, mange aktive medvirkende hobbyfolk og Køge Skoleorkester spiller lørdag middag. Der kan købes mad og drikkevarer.
I anledning af Venneforeningens 25 års jubilæum har der hele sommeren været en jubilæumskonkurrence for børn 5-15 år og fotokonkurrence for voksne.
Disse konkurrencer løber til 16. august, så interesserede kan endnu nå at deltage. For børnene gælder det med et udleveret fotoark at finde 15 seværdigheder i Mini-Byen, Strandvejen 101 i Køge.
pm