Gamle træer fældes
I denne uge gik Varde Kommune i gang med at fælde nogle af de gamle bøgetræer i Lunden ved Varde
Mange af bøgetræerne i Lunden er nået til den modne fase og som så meget andet, må de give efter for alderen og lade nye generationer komme til. For at sikre en god og sund skov kræver træerne pasning og pleje. Det er kommunens ansvar, at skoven er sund og ingen træer står til fare for besøgende. Samtidig er det også ønsket at bevare og opnå en høj naturværdi i skoven. Ved at bevare nogle af de gamle træer, som såkaldte vragtræer eller spættetræer, skabes der et levested for hulrugende fugle, sjældne mosser, biller og svampe.
”Vores plan er at vi lader nogle træer stå, så de selv kan falde sammen – dog væk fra stierne. Nogle træer vil blive topkappet, således at stammen vil være tilbage og andre vil blive fældet og blive liggende på skovbunden til naturlig nedbrydning. Vi ved, at der lever en del hulrugende fugle i Lunden, såsom huldue, natuglen og grønspætten. Dem skal vi naturligvis tage hensyn til,” Fortæller Skov- og Landskabsingeniør Mette B. Johnsen fra Naturcentret i Varde Kommune.
Nye træer vil spire
Foryngelse af skovens træer er en vigtig del af skovdriften. Det sker bl.a. ved at der laves lysninger i skoven. Når først der kommer lys til skovbunden, vil der hurtigt spire små nye bøgetræer frem i skovbunden. De steder i skoven, hvor der allerede er kommet lys til skovbunden, står der i dag masser af små bøgetræer.
Mange gamle træer
”Det er helt særligt at vi har en bøgeskov med så mange gamle og store træer her i Vestjylland. Vi er derfor opmærksomme på at bevare mange af de gamle træerne, som skaber biodiversitet i skoven. Vi skal dog også sikre, at der er plads til den næste generation af bøgetræer," siger udvalgsformand Preben Friis-Hauge og fortæller videre:
Det kan ikke undgås, at der under fældningsarbejdet vil komme skader på skovens stier. Umiddelbart efter at arbejdet i skoven er afsluttet, vil stierne blive repareret.
”Sidste år i august proklamerede kommunen at træfældningen skulle gå i gang. Men efterårsregnen satte tidligt ind og blev efterfuldt af en meget våd vinter uden frostperioder, hvor arbejdet kunne gå i gang. Nu skulle skovbunden være tør nok til, at vi kan komme i gang. Vi håber, at brugerne af Lunden vil være forstående for at en udtynding af bøgene er nødvendig både af sikkerhedsmæssige hensyn og af hensyn til nye generationer af bøgetræer,” slutter Preben Fries Hauge.