Singlerne sætter sig på boligmarked
Mange af singlerne sætter sig nu på bolighandlerne
Ifølge statistikken er der en stor sandsynlighed for, at en af dine naboer bor alene.
Andelen af singlefamilier er de seneste år vokset så meget, at mere end halvdelen af de danske familier i dag udgøres af én person - med eller uden børn. Det viser beregninger fra Boligøkonomisk Videncenter på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
“Singler i dag kan være meget stærke økonomisk. Måske netop derfor er de blevet singler. Veluddannede kvinder er for eksempel ikke længere afhængige af, at de skal finde en mand for at kunne købe sig en lejlighed,” siger sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter i en pressemeddelelse.
Det stigende antal singler er ikke mindst en realitet i Esbjerg Kommune, hvor singlefamilier nu udgør 52 procent af alle familier i kommunen.
Det mærkes hos danbolig Esbjerg, hvor mange af singlerne efterspørger en bestemt type bolig.
“En singlebolig skal være nem at holde. Singlerne går typisk meget op i, hvad der ligger af arbejde i deres bolig. Og så er det vigtigt, at boligen enten kan udvides eller hurtigt kan sælges, hvis familien igen bliver større,” siger indehaver Jan Pedersen.
Flere singler end par
Ifølge Danmarks Statstik er der 58.977 familier i Esbjerg Kommune. Heraf udgør familier med enlige mænd eller kvinder de 30.485, mens parfamiler udgør 28.492.
Ifølge Jan Pedersen er løsningen for singler med børn ofte et mindre rækkehus, som ikke kræver mange timers vedligehold.
“Børnefamilier, der oplever skilsmisse, vil ofte vælge at blive i nærområdet. Her bliver løsningen tit at søge ud i udkanten af kvarteret og finde et rækkehus. Så kan børnene blive i skolen og beholde vennekredsen,” siger han.
Kultur og caféliv
Hvis singlen ikke har nogen børn, falder valget oftere på en lejlighed tættere på byen, hvor der er nem adgang til uddannelse, kulturelle tilbud og caféliv.
“Singlerne ved, hvad de vil have, og de vil gerne have en god økonomisk investering. Typisk skal lejligheden være istandsat og indflytningsklar med en lækker altan tæt på bylivet,” siger Jan Pedersen.
På landsplan er andelen af singler størst i København, hvor 7 ud af 10 familier udgøres af singlefamilier, mens der er færrest singlefamilier i Egedal Kommune med 38 procent.