Fortsæt til indhold

Hansen Seest udvider forretningen

Virksomheden fordobler antallet af ansatte

Arkiv
Simon Carlson

Det er en betydelig udvidelse af forretningen, som handelsvirksomheden Hansen Seest, der sælger varer inden for værktøj og beslag, i øjeblikket er i gang med. Virksomheden har eksisteret siden 2001, hvor indehaver Per Hansen har kørt landevejene tynde til sine kunder i håndværks- og industribranchen. Men inden længe står også en fysisk butik klar. Og ikke mindst, så fordobler han antallet af ansatte. Til to.


I butikken, der åbner den 20. august på Essen 17, har Per Hansen ansat sin søn; 27-årige Christoffer Hansen. Beslutningen om at åbne en fysisk butik har været en rum tid undervejs, imens omsætningen er steget støt efter finanskrisen.


“Jeg kunne også godt mærke krisen, men det er gået frem siden 2011, og jeg fik også en Gazellepris sidste år. Nu har jeg tænkt, at det måske var tiden til, at det kunne lade sig gøre. Jeg hører jo også rundt omkring hos mine kunder, at de godt kunne tænke sig at have et fysisk sted at køre hen, hvis de pludselig mangler noget. Det giver en helt ny fleksibilitet,” konstaterer Per Hansen.

Ubetalelig kvalitet

I den godt 200 kvadratmeter store butik kommer sønnen Christoffer til at tage sig af kunderne, som dermed kan se frem til at blive serviceret af sammenlagt 40 års erfaring i branchen. Christoffer Hansen er således udlært i Bauhaus og har også arbejdet i Stark, mens Per Hansen startede i branchen i 1984.
Flere af kunderne har han haft kontakt med stort set lige siden, og det mener Per Hansen, der er en god forklaring på.


“Jeg har altid været over for mine kunder, som jeg gerne vil have, at de er over for mig. Vi er ikke bedre end vores ringeste leverandør, så de kort skal blandes rigtigt, så vores kunder altid ved, at de får kvalitet. Når de køber et produkt hos os, skal de gerne kunne bruge produktet i længere tid end konkurrenten, der købte et billigere produkt et andet sted. Når man ikke skal til at lave tingene om, så er kvalitet jo ubetalelig,” griner Per Hansen, der åbner sin nye butik den 20. august.