Race og historie på bakken
Sol, sved, go! Racerkørere fra hele landet strålede om kap med solen i deres historiske biler til årets Hill Climb.
Børnefamilier bader i Vejle Fjord. Andre spiser is langs vejen. En med tre kugler, en med softice.
Lysene tæller ned. Tre tilbage på lampen. To, en. Go! Højre foden i bund, et sus løber gennem maven. Motorlyden dirrer for ørerne. Hovedet og kroppen skydes tilbage i det tweedternede førersæde. Kun sveden fra den sommervarme bil holder gåsehuden tilbage. Første gear. Hurtigt videre. Andet gear, tredje og fuldt smadder mod første sving.
”Man skal huske at holde den kørende i svingene. Ellers begynder den at slingre.”
70-årige Bent Mikkelsen sidder bag rattet i sin Honda CRX. Kørere fra hele landet, Norge og Sverige er kommet til årets Munkebjerg Hill Climb. Bent er fra Bredballe. Uddannet jurist og passioneret for biler. Især de hurtige. Hondaen er fra 1984 og dermed gammel nok til at være med i løbet.
Casino-svinget
Det kalder de det. Svinget. Formet som en hestsko, præcis som et sving fra en Alpe d'Huez-etape i Tour de France. Bent slipper foden fra speederen og sætter bremsen i. Hænderne glider på den øverste del af rattet. Ryggen, nakken og røven sidder i sædet som blytung metal. Mavemusklerne er spændt til det yderste. Det samme er sikkerhedsselen.
“Jeg føler ikke, det er farligt”, forklarer Bent bag rattet.
“Men det er klart, at man ikke skal have tankerne et andet sted,” fortsætter han.
Alle kender Bent
Han drejer gennem hårnålesvinget. Fuldt fokuseret. Hænderne fast på rattet, blikket rettet fast mod vejen. Forbi de mange fremmødte, der er kommet for at se de historiske biler udfolde sig på den 1,8 kilometer lange rute. Børn, unge og ældre.
Hjulene tager sikkert fat i den tørre asfalt.
Tilskuerne klapper. Af Bent og Honda CRX.
Han kender mange. Men det virker som om, at endnu flere kender Bent. Ikke sært efter 50 år i motorsport, der blandt andet har bragt ham ni gange forbi Munkebjerg Hill Climb.
Kammeratskab
“Det er det specielle ved løbet. Alle kender alle,” som Bent Mikkelsen siger.
Norske Svein Lund bekræfter. En ægte rallystjerne, som arrangørerne kalder køreren, der i 2010 vandt Rallye Monte-Carlo Historique.
”Jeg går selvfølgelig efter at vinde, men det er ligeså meget på grund af menneskerne og hyggen” siger nordmanden, der besøger løbet for første gang.
Bent Mikkelsen nikker. Han er lige kommet i mål. 1 minut og 9 sekunder lyder tiden. Han er tilfreds. Også selvom det ikke er nok til sejr.
“Selvfølgelig kigger vi på tider. Men her tæller kammeratskab mere end pokalen.”
FAKTABOKS:
Munkebjerg Hill Climb er et hastighedsløb for biler før 1986.
Det er tredje afdeling af mesterskabsløbet.
Ruten er 1,8 kilometer. Bilerne starter ved Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen til Munkebjerg Hotel.
Det specielle ved ruten er stigningen og de to hårnålesving.
92 kørere deltager i årets løb.
Bent Mikkelsen kører i år sit niende løb.