Smil gør en og en til tre
Vibe Bendix er del af en duo, der vil sprede godt humør og fællesskab i Jyllinge
De har oplevet, hvordan et smil mellem mennesker kan sprede sig som en steppebrand. Alligevel kan det i hverdagen være svært at samle kræfterne til at løfte mundvigene, men det vil Vibe Bendix i samarbejde med sin makker Thomas Flindt lave om på. Igennem en række såkaldte glædesarrangementer under navnet ’Jyllinge jubler’ vil de to være med til at skabe grobund for mere sammenhold og hygge i Jyllinge. Med glæden håber de at kunne få mere energi og hjælpsomhed ud af den lille by ved fjorden ved blandt andet at minde folk om, at de betyder noget for deres omverden. Ifølge Vibe Bendix handler det om at få sat tingene i perspektiv, for selvom man måske ikke kan redde hele verden, så kan man gøre meget for sit lokalsamfund. - Blot ved at smile kan man være med til at ændre sindsstemningen hos folkene, man er omkring, fortæller hun og fortsætter: - Man gør en stor forskel bare ved at sprede glæde og hjælpe naboen.
Vækket af stormfloden
Selvom indsatsen for at sprede glæde i Jyllinge er fordelt på både Vibe Bendix og Thomas Flindt, så er Vibe Bendix projektets lokale forankring. Hun har boet i den lille by nord for Roskilde siden 1994, hvor hun sammen med sin familie faldt for Jyllinges gode stemning og naturskønne omgivelser. Vibe Bendix har ingen erfaring med at lave arrangementer, der fokuserer på at sprede nærvær, sammenhold og glæde, men hendes lyst til at engagere sig i Jyllinge har mange år på bagen. Ifølge hende selv startede det tilbage i 1999, hvor hun og hendes familie byggede hus på Korskildevej. Her kom hun til at lære sine nye naboer rigtig godt at kende, og det blev helt normalt at de hjalp hinanden og hele tiden havde hinandens børn rendende ind og ud af hinandens hus. - Sammenholdet fik mig til at være meget engageret i mit lokalområde, men med årerne holdt det lidt op. - Men så under stormfloden var jeg med til at arrangere en genbrugsbazar, der samlede ting ind til de ramte, og her oplevede jeg igen det fantastiske sammenhold, der er i Jyllinge.
Mere end summen
Stormfloden og oplevelsen i genbrugsbazaren fik sat en ny ild under Vibe Bendix. Hun startede blandt andet en facebooksiden ’Jyllinge – løst og fast’, hvor den lille bys beboere kan hjælpe hinanden med problemer af forskellig art. Siden har mere end 3.000 følgere, og igennem tiden har de blandt andet hjulpet hinanden med at finde bortløbne kæledyr, løse konflikter og købe båd. Med glædesarrangementerne er tanken, at føre facebooksidens budskab videre ude i den virkelig verden. For Vibe Bendix handler det om, at man skal have folk til at tænke ud over deres egen lille parcel. - Når vi arbejder sammen bliver resultatet mere en summen af enkeltdelene, således at man oplever, at en og en ikke bare er to, fortæller hun og fortsætter: - Hjælper vi hinanden bliver en og en pludselig tre. Jublen i Jyllinge Har man lyst til at opleve glædes arrangementerne med Vive Bendix og Thomas Flindt foregår de i Multihallen hver søndag fra og med 16. august og indtil 6. september. Vibe Bendix og Thomas Flindt har sat sig det mål, at de vil have hvervet 500 såkaldte ’Glædesambassadører’ i forbindelse med projektet. Glædesambassadører er folk, der hjælper med at sprede sammenholdet og hyggen. Hvis det går godt i Jyllinge, vil Vibe Bendix og Thomas Flindt gerne udbrede konceptet til andre byer. Man kan læse mere på www.vibebendix.dk eller www.byenjubler.dk.