Fortsæt til indhold

Vind en tur i en 60 år gammel Jeep

Bilerne indtager Stevnsfortet i weekenden 8.-9. august

Arkiv
Arkiv

STEVNS: For femte år i træk holder Dansk Militærhistorisk Køretøjsforening i samarbejde med Koldkrigsmuseum Stevnsfort træf på Stevnsfort ved Rødvig.
Jeeps i alle afskygninger, lastbiler og motorcykler; museets gæster får masser at se på i weekenden den 8.-9. august på Stevnsforts udendørs terræn.
Museets egne historiske køretøjer får nemlig selskab af mere end 20 af de fineste bevarede militærkøretøjer fra Den Kolde Krig. De mange køretøjer er privatejede og smukt restaurerede af entusiaster i ind- og udland, som meget gerne vil vise deres køretøjer frem og svare på spørgsmål. Og som selvfølgelig også gerne viser køretøjerne i funktion. Sammen med de udstillede køretøjer vil der være folk i historiske uniformer, en militær teltlejr, boder og meget mere.
Traditionen tro kårer Koldkrigsmuseum Stevnsfort det bedst bevarede miltære køretøj, og uddeler Stevnsfort-trofæet til henholdsvis det bedste danske og det bedste udenlandske militære køretøj.
Publikum har ikke bare mulighed for at kigge på køretøjerne. Blandt deltagerne i en konkurrence trækkes lod om en tur i ét af de gamle militærkøretøjer.
pm