Fortsæt til indhold

Danmark mod Argentina i "vinlandskamp"

Sjov og oplysende aften tirsdag den 18. august hos Rosenbæk Vin i Svansbjerg

Arkiv
Per Møller

VIN: I samarbejde med Rosenbæk Vin på Lidemarksvej i Svansbjerg ved Herfølge afholder Vin & Vin, Nørre Boulevard 59 i Køge tirsdag aften den 18. august kl. 18.30 et lidt anderledes vinsmagningsarrangement - nemlig en "vinlandskamp" mellem Danmark og Argentina ....
- Vi forsøger at lave en utraditionelt og uforpligtende vinaften, hvor gæsterne får mulighed for at smage på hovedsageligt rødvin fra Argentina og på dessertvin fra Rosenbæk Vin. Vi har formået at få winemakeren Bernardo og export manager Martin fra det nye stjernehus på den argentinske vinhimmel, Bodegas Casarena i Mendoza i Argentina til at komme og deltage og fortælle lidt om de argentinske vine. Og Kirsten og Kurt Lundkvist fra Rosenbæk Vin vil fortælle om deres meget velsmagende dessertvine. Gæsterne får naturligvis mulighed for at smage de forskellige vine - Der ledsages af en let anretning af oste, pølser m.m., fortæller Kim Andersen fra Vin & Vin i Køge.
Arrangementet afholdes hos Rosenbæk Vin på Lidemarksvej og starter med en vandring i Rosenbæk Vins vinmarker. Herefter fortsættes med smagsprøver i vineriet.
Tilmelding til "vinlandskampen" skal ske til Kim Andersen i Vin & Vin på tlf. 3170 0225 senest lørdag den 15. August eller ved henvendelse i butikken på Nørre Boulevard 59 i Køge.