Fortsæt til indhold

Rambuktyve stjal æg

Tre forbrydere stak af med stole for 150.000 fra Møbelpolstren i Strandgade

Arkiv
Henrik Wanscher

Medejer af Møbelpolstren Christian Colvig fik sig onsdag 5. august en ubehagelig start på dagen.
Lige efter kl. 4 blev han ringet op af sit vagtselskab, der fortalte, at noget havde sat en alarm i gang i hans virksomhed, der siden 2002 har ligget i Strandgade 11.
Vagtselskabet kunne se, at det var en alarm på et sikkerhedsgitter, der var gået i gang, og så snart Christian Colvig hørte det, var han klar over, at han var offer for et indbrud.
Han fortalte vagtselskabet, at de skulle kontakte politiet, og så drønede han af sted ud i ud i morgenskumringen.
- Så snart jeg ankommer til butikken, ser jeg, at der holder en truck i indgangspartiet, og at nogen har brugt den til at tvinge gitteret åbent, fortæller medejeren og fortsætter:
- Det viser sig at være tre maskerede mænd, der har været i gang, og at de har stjålet tre stole af mærket Ægget til en samlet værdi på mere end 150.000 kroner.

Planlagt forbrydelse

De tre tyve har været målrettede, for Christian Colvigs virksomhed i Strandgade er udstyret med alt fra det omtalte gitter og alarm til videoovervågning samt røgkanon.
Men nærmere undersøgelser af sagen afslører da også, at de tre maskerede mænd efter al sandsynlighed har lagt en del tankevirksomhed i forbrydelse.
Blandt andet har de været hele vejen ude forbi Vilvorde, som er en del af Roskilde Tekniske Skole og ligger ude på Køgevej, for at hente trucken, der blev brugt til at tvinge gitteret op.
Ifølge Christian Colvig må mændene også have været forbi butikken på et tidspunkt før indbruddet, da de ellers ville have haft svært ved at se, at der var noget at stjæle.
Medejeren har også en anden grund til at tro, at forbryderne har planlagt tyveriet nøje.
- Både min medejer, vores genbo og vist nok også vores overbo er på ferie, og en af dem ville efter al sandsynlighed have været kommet løbende til, hvis de havde hørt noget mistænkeligt.
- Så jeg tror, tyvene har haft indbruddet planlagt, og så udnyttede de, at der kom en aften med masser af regn og torden, der kunne hjælpe til at skjule forbrydelsen.

Voldgrav og krokodiller

Ifølge Christian Colvig er det ikke usædvanligt, at tyve går efter designermøbler.
Rambuktyveriet er heller ikke første gang Møbelpolstren i Strandgade har haft besøg af det kriminelle element.
Medejeren af butikken fortæller, at de har været udsat for tyverier før, men at det standsede for omkring fem år siden, da der blev installeret ekstra alarmudstyr.
Christian Colvig fortæller dog, at det efter hans opfattelse er en usædvanlig voldsom tilgang, de tre forbrydere har valgt.
Politiet er nu i gang med at undersøge sagen, men det betyder ikke, at Christian Colvig samt hans ansatte sidder ovre i et hjørne og stirrer ud i luften.
De fortsætter deres arbejde, og har ikke tænkt sig at ændre noget på grund af forbrydelsen.
- Sikkerheden i butikken er allerede i top, og det eneste, der kunne gøre den bedre, er, at jeg laver en voldgrav og fylder den med krokodiller, siger han og fortsætter:
- For nu er det eneste man kan gøre at ærgre sig over, at folk kan finde på at lave sådan noget her.

Æggene
De tre tyve, der onsdag morgen lavede et rambuktyveri mod Møbelpolstren i Strandgade 11, stjal tre stole af mærket ægget.
Den ene stol var af en helt særlig slags, idet den er beklædt med sælskind.
Medejer af Møbelpolstren Christian Colvig beder folk om at straks melde det til politiet, hvis de bliver tilbud en sådan stol, da den næsten helt sikkert er stjålet.
De to andre stole var i henholdsvis bordeauxrødt og sort skind.
Hvis man ved noget, der kan hjælpe politiet med at finde frem til de ansvarlige bag rambuktyveriet, kan man ringe på telefon 114.