Utzon tager operaen tilbage
Roskilde Erhvervsforum arrangerer 17. September på Roskilde Gymnasium ved Domkirkepladsen et foredrag, hvor arkitekt Jan Utzon kommer og fortæller om, hvordan han har været medtil at tage faderens berømte opera-byggeri i Sydney tilbage til de oprindelige ideer. - De fleste kender nok historien om, hvordan Jørn Utzon i vrede forlod arbejdet med Operaen i Sydney inden den blev færdiggjort, og at bygningsværket derfor måtte færdiggøres uden arkitektens anvisninger, fortæller Mette Holmgren fra Erhvervsfroum. - Men de færreste ved, at Jørn Utzon i 1999 blev kontaktet af operaen, da den stod over for en større renovering. Da han Jørn på det tidspunkt var blevet 80 år, var rejserne fra hjemmet på Mallorca til Australien en for stor udfordring. Så han bad derfor sin søn Jan Utzon om at forestå arbejdet med at reetablere operaen efter sin oprindelige plan.
Arbejdede med sin far
Jan Utzon, der er uddannet som arkitekt på School of Architecture i Sydney og på Kunstakademiet i København, har igennem hele livet været stærkt præget af sin fars arkitekturopfattelse. I mange sammenhænge har brødrene Kim og Jan Utzon arbejdet sammen med ham om store nationale og internationale arkitekturværker. Under foredraget vil Jan Utzon fortælle om en række af de spændende bygningsværker, som han sammen med sin far og bror har arbejdet på. Samt ikke mindst de grundlæggende arkitektoniske ideer, som han gennem sin far har været påvirket af. Selvfølgelig kommer han også ind på sit arbejde med at føre Operaen i Sydney tilbage til sin fars oprindelige vision – et bygningsværk som i dag er optaget på UNESCOs liste over verdensarvssteder. Foredraget foregår kl. 19-20.30 og billetter kan købes på: www.visitroskilde.dk/booking/6432