Nye lejligheder hos Holmbom
Rejsegilde efter stor restaurering af ejendommen på hjørnet af Skomagergade og Karen Olsdatterstræde
Tina Holmbom holdt tirsdag sammen med mange gæster rejsegilde i sin ejendom på hjørnet af Skomagergade og Karen Olsdatterstræde, hvor der er lagt nyt skiftertag ud mod hovedgade og indrettet tre nye lejligheder på 1. og 2. sal. Bygningerne rummer hendes egne to forretninger Cream og Gastro. Desuden Miss Match på hjørnet, mens der i sidegaden er plads til en frisør samt forretningen Friluftsland. Den store restaurering har kostet adskillige millioner og er udført af Roskilde-virksomheden 'Bygmestrene'.
Farfars levende gård
For Tina Holmbom har ejendommen en ganske særlig betydning, fordi både faderen Kaj og farfar Albert har haft forretning her. Sidstnævnte drev sin isenkræmmer-virksomhed herfra, mens flere af hans brødre havde håndværksvirksomheder i Karen Olsdatterstræde. - Dengang var der mange mennesker, som arbejdede og boede i disse bygninger. Jeg håber nu at kunne genskabe lidt mere liv her, så der også er lys om aftenen, når butikkerne er lukkede, og vi går hjem, fortæller Tina Holmbom. Den ene lejlighed er indrette på 1. sal ud til Skomagergade, mens de to andre er lavet på 1. og 2. sal i Karen Olsdatterstræde. Tina Holmbom overvejer senere at gå videre med renoveringen af bygningerne og indrette flere lejligheder på stedet.