70 år
En af Roskildes kendte håndværksmestre, murermester Harry Hansen fylder 70 år, mandag den 10. august. Som ung svend blev han ansat i Roskilde-firmaet Murbo hos Jørgen Knudsen og Ove Johansen, og her avancerede han snart til konduktør, dvs. byggeleder på en plads. Efter nogle år blev han medejer og fortsatte sammen med Ove, da førstnævnte trak sig tilbage. Gennem årene har Harry Hansen været med til at udføre en række store byggerier i Roskilde, eksempelvis Trekroner Skole og boliger hos den daværende Andelsboligforening, som i dag er en del af det lokale boligselskab. Firmaet var også med til at opføre skuespilhuset i København, og det kalder Harry selv for sit 'store svendestykke'. Gennem 47 år har han været gift med Ulla, og de har holdt sammen i både medgang og modgang, sådan som præsten præker i vielses-ritualet. Sammen har de sønnerne Thomas og Michael, der overtog firmaet efter finanskrisen og krakket i Roskilde Bank, hvor også Murbo blev hårdt ramt.
Skeen i den anden hånd
- Ja, vi mistede det meste af,, hvad vi havde. Men jeg tog skeen i den anden hånd og begyndte at mure videre, fortæller Harry Hansen, som er stolt over, at han nu er sluppet af med den store gæld, der tyngede dengang. - I virkeligheden havde det letteste været at lægge sig ned på ryggen og give op, men det ville jeg ikke. - Heldigvis havde jeg også et stort netværk og mange loyale kunder, der stolede på mig. Det var med til at hjælpe os igennem, forklarer Harry Hansen. Reception mandag den 10. august, klokken 14-17 i Byparkens restaurant 'Pipers Hus'.