Se sidste uges politinoter
Et samlet overblik over sidste uges politisager
Kæmpe udbytte efter indbrud
Et indbrud af de mere usædvanlige har fundet sted på en nedlagt landejendom på Hjeddingvej nær Ølgod.
Det er sket i tidsrummet klokken 15.00 den 1. august til klokken 08.00 den 2. august. Ved indbruddet har man opbrudt et vindue og trængt ind i huset. Her har man fundet et nøgleskab, der indeholdt nøgler til blandt andet en bil, en motorcykel samt ejendommens garage.
Tyven(e) fandt dog også vej til et stuehus, hvorfra man stjæler 4.500 kroner i kontanter samt en firedelt Georg Jensen vejrstation.
Tyvene er dog langt fra færdige endnu, for de stjæler også 12 Arne Jacobsen Y stole i sort læder, en stationær pc, 18 rammer øl og sodavand, 30 kasser vin, ni sofahynder og tæpper, en orange havetraktor, tre aluminiumsfælge samt et campingbord med tilhørende stole.
Som om det ikke var nok, så holder der i gårdspladsen en trailer og samt en personbil af mærket Peugeot. Begge dele stjæler man også, formentlig - ifølge Varde Politi - for at fragte tyvekosterne videre.
Der skulle være observeret en mindre mørkeblå Fiat i området i forbindelse med indbruddet, men politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner på telefon 1-1-4.
85-årig kørte galt
Der er sket et mindre færdselsuheld på Stilbjergvej ved Tinghøj.
En 85-årig mand kørte af uvisse årsager op bag i en parkeret bil. Der skete kun materiel skade.
Cyklist fik flænge
Onsdag klokken 13.05 skete der et mindre færdselsuheld I Storegade i Varde.
Politiet i Varde fik i første omgang en melding om, at en bil havde påkørt en cyklist, men der er mere til historien end det.
Den 60-årige cyklist kører mod syd ad Storegade på cykelstien ved middagstid. Parallelt med cykelstien er der et fortov, hvor der går to fodgængere. For at undvige den ene fodgænger, svinger cyklisten ud, men ender helt ude på kørebanen, og bliver derefter ramt af en bil.
Cyklisten pådrager sig ved uheldet en mindre flænge i baghovedet og bliver kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til kontrol, men umiddelbart er det ikke videre alvorligt.
indbrudsforsøg hos Asia Marked
Det er ikke ligefrem det, man kalder en ønskestart.
Indehaveren af Vardes helt nye butik, Asia Marked, der åbnede i onsdag, fik sig en grim overraskelse ved midnatstid. Her overraskede hun nemlig fire mænd på trappen, der var i færd med at bryde ind gennem et vindue.
Mændene flygtede hurtigt, da de blev opdaget, og den kvindelige anmelder var naturligvis både konfus og chokeret, så hun kan umiddelbart kun sige, at de tre af mændene bar sorte hættetrøjer.
Da politiet ankom fandt man desuden en taske med værktøj, der ofte bruges til indbrud. Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner på telefon 1-1-4.
Blufærdighedskrænkelse
En 16-årig pige blev lørdag middag udsat for blufærdighedskrænkelse på Varde Banegård.
Pigen sad og ventede på toget, da en mand ved siden af hende begyndte at vise hende et par kondomer og spørge ind til hendes seksualitet. Derpå fortalte han om sine kønsorganer.
Derefter går pigen fra manden som beskrives sådan: Udlænding, 30-40 år, spinkel, 170-185 cm. Meget kort, maskinklippet, mørkt hår. Han bar en hvid jakke og havde mørke bukser på.
Indbrud i Ølgod
Der har været indbrud i en villa på Bakkevej i Ølgod. Der blev stjålet 10 Georg Jensen uroer samt kontanter.