Fortsæt til indhold

38 flygtninge skal bo på nedlagt døgninstitution i Sdr. Vilstrup

Kolding Kommune leder stadig efter billige boliger til flygtninge. Den nedlagte institution Landerupgård bliver en midlertidig løsning

Arkiv
Natalie Stratigos

38 flygtninge bliver midlertidigt indkvarteret på den tidligere døgnbehandlingsinstitution Landerupgård i Sdr. Vilstrup cirka 15 kilometer nord for Kolding centrum. Det har et flertal i Plan- og Boligudvalget besluttet.


Indtil nu har kommunen huset en stor andel af flygtningene på eksempelvis Bed & Breakfast og Kolding Byferie, men det er, ifølge udvalgsformand Poul Erik Jensen (S), for dyrt, og derfor har kommunen været på udkig efter billigere alternativer. Det er her, Landerupgård kommer ind i billedet. Hvis to flygtninge deler et værelse på ni kvadratmeter, bliver den månedlige husleje mellem 2200 og 2400 kroner pr. person.


“Det er ikke en optimal løsning, men vi mener godt, det kan forsvares. Flygtningene skal have tag over hovedet, men det skal også hænge sammen økonomisk, og det kan det på Landerupgård. Det er et stykke væk fra byen, men der er gode transportmuligheder til og fra Kolding, ligesom de også kan benytte sig af flextrafik, når de skal på sprogskolen,” siger Poul Erik Jensen og fortsætter:


“Vi er klar over, at det ikke er der, de bliver integreret i det danske samfund, og det er også kun en midlertidig løsning. På sigt er planen, at de skal ud og bo, hvor der er mennesker”.

Landerupgård får negativ effekt på integrationen

Udvalgsmedlem Jesper Elkjær (RV) kunne som den eneste ikke indstille forslaget til godkendelse. Han mener, at boligplacering på Landerupgård vil have negativ effekt på integrationen.


“Jeg synes, vi er nødt til at forholde os til integrationsspørgsmålet i et større perspektiv, og jeg tror, at hvis vi boligplacerer flygtninge på Landerupgård - også selvom det er midlertidigt - så starter vi med at isolere dem. Der er ingen naboer, intet landsbymiljø, ingen købmand. De møder ingen danskere. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke tillid til, at det er en midlertidig løsning. Hver gang man snakker om midlertidige løsninger, så ender det med at vare i ti år. Jeg tror ikke på det,” siger han.


Jesper Elkjær mener, der kan findes en anden og bedre løsning.


“Al ære og respekt for, at forvaltningen har foreslået Landerupgård, for det er en kommunal ejendom, der står tom, så den ligger lige til højrebenet. Bare ikke integrationsmæssigt. Vi har mulighed for at opkøbe ejendomme af private og få dispensation fra lokalplaner, så vi kan indrette boliger i bygninger, der er godkendt til andre formål. Vi kan, hvis vi vil. Forvaltningen kan finde andre løsninger”.


I løbet af de næste uger skal Landerupgård sættes i stand for omkring 162.000 kroner. Pengene dækkes af det statslige særtilskud til det høje antal flygtninge, der skal modtages i 2015.