Fortsæt til indhold

Sæt kryds ved liste Vejle Kabaret

Vejle Kabareten er atter i fuld sving, og atter sættes fokus på fjernt og især nært. Med humor og musikalitet i højsædet.

Arkiv
Jørgen Flindt

Hvis man undrer sig over valgplakater på udvalgte veje, så undrer dig ej længere. Det er bare Vejle Kabareten, der beder om din stemme, for det har jo været valgår. Og det er året for 100 år med stemmeret for kvinder og tyendet.
Så der er noget at markere, men på bedste Vejle Kabaret måde, så søger revyen nu ud i mange forskellige kringle kroge lige fra Dronningen og prinsgemalens snarlige ankomst til Vejle, droner, Tulle og til en sang om den allestedsnærværende stress.
Årets forestilling bærer titlen Vild med Vejle.
“Det er en klassisk revy med gode sange, humor og eftertænksomhed. Jeg synes, det er et helt fantastisk hold, vi har. Der er både de garvede kræfter, der har været med mange gange og nye unge kræfter med, så det er en blanding, der er helt rigtig,” siger Bende Dall-Hansen, der er instruktør i år.

Tekstforfatter

Holdet i år på scenen i Skyttehuset er de to vindere fra sidste års DM i revy, Ove Veinholt og Michael Schrøder, samt Rikke Dall-Hansen, Mark Vinther, Inge Poulsen, Henning Hansen og Anja Vennberg.
Derudover er der musikere og tre korsangere, der alle som en er under kapelmester Signy Jensen.
“Bende spurgte om jeg ville være med i år, og det sagde jeg ja til. Vi har altid haft et godt samarbejde. Bende har en god sans for musikalitet, og det smitter af på hele revyen,” siger kapelmesteren, der efterhånden har været kapelmester mange gange.
Blandt forfatterne til revyteksterne finder man i år ingen ringere end nordjyske Kjeld Thorbjørn, der har vundet store priser for sine tekster, og som skriver revytekster til de store revyer som Sønderborg og Cirkusrevyen, men han har også forfattet et par ting til Vejle Kabaret.
“Det er så fornemt, at han også vil levere tekster til os. Han har en filosofi om, at skrive både til græsrødder og eliten, og vi er glade for, at han gerne vil hjælpe os amatørrevyer,” siger Bende Dall-Hansen.

Skyttehuset

Imens øves videre på scenen, hvor en blondine synger om det søde liv.
Og den slags sker med en tvist, som vi ikke kommer nærmere ind på her.
Vejle Kabaret finder sted i kendte omgivelser i Skyttehuset, og der er forestillinger 12, 13, 14. august og igen 18, 19, 20 og 21. Alle aftener er der start kokken 20.
Billetter kan købes via billetten.dk