Løber livet i møde
Syv unge mænd fra Roskilde har siden februar knoklet for at komme i form til Gadeløbet tirsdag aften. De unge mænd er alle med i Roskilde Kommunes JUMP-projekt, der går ud på at hjælpe unge, der er kommet til et vadested i livet, hvor de har svært ved selv at komme videre. Målet med projektet er, at de unge ved hjælp af motion og samtaler kommer i bedre form, får mere energi og selvtillid. På den måde skulle de gerne få styr på deres liv igen og komme ud i enten uddannelse eller arbejde. To af dem er Jannick Astrup Pedersen på 28 og Mikkel Rybak på 22 .
Alt lykkes bedre
De to unge mænd fortæller, at de altid var trætte, meget gik skævt og de havde ikke overskud til noget. Jannick havde forsøgt at komme i gang med at løbe selv, men det lykkedes ikke rigtigt. Efter to måneder på holdet, ser tingene helt anderledes ud. - Alting lykkedes bare bedre, og jeg har fået meget mere overskud, fortæller den unge mand og konkluderer: - Det er længe siden, at jeg har haft det så godt. Mikkel forklarer, at han tidligere havde en tendens til altid at være negativ og tænke, at han ikke kunne finde ud af nye ting. - Nu tager jeg bare mod de nye udfordringer uden at tænke nærmere over det. - Jeg synes, det er et fantastisk projekt, hvor vi får hjælp til at komme videre. Både på grund af coachene og gruppen, siger Mikkel Rybak.
Helvedes hårdt
- I starten var det helvedes hårdt at komme i gang, men det hjalp at lave aftaler med de andre, siger Jannick Astrup Pedersen. Begge unge mænd er enige om, at de ville have svært ved at komme på fode selv, og de er taknemmelige for den hjælpende hånd og puffet i ryggen, de har fået af kommunen. Det endelige mål for løbeklubben er at løbe halvmarathonen Vikingesporet til næste år. Det er omkring 21 udfordrende kilometer, som går gennem den smukke Kællingehaven og den bakkede Boserup Skov.
Glade unge
Sundhedskonsulent og fysioterapeut Kim Schousboe er en af dem, der vejleder og løber med de unge mænd. Han er begejstret for projektet, som han håber på kommer til at køre videre, så andre får gavn af det. Kim Schousboe forklarer, at alle deltagere har fået et bedre kondital. - Det vigtigste er dog, at de også har opbygget et fællesskab, tager ansvar for hinanden, ligesom de er blevet mere selvsikre og positive. Se mere om Gadeløbet på roskildeavis.dk ag@roskildeavis.dk