Hvordan man "ordner" en reje
Kok Amok-børn bag gryderne på Restaurant Damende
"Allaaaaan - skal der mere mel i dejen?"
Der var rift om chefen i køkkenet på Restaurant Damende onsdag formiddag, da 22 ungkokke havde indtaget deres pladser omkring arbejdsbordene. Igen i år har børn i alderen 10-14 år valgt at bruge en uge af deres sommerferie på at lave mad i skolekøkkenet på Hammelev skole i regi af diætist Malene Iskov, der står bag Kok Amok kurserne.
Onsdag rykkede Kok Amok holdet så ud til Restaurant Damende, hvor restaurantchef Allan Dam Didriksen tog imod i sit køkken for efterhånden fjerde gang. Her stod den på tilberedning af gourmetmad, borddækning og servering af herlighederne - og det var ikke kun børnene, som havde en fest omkring gryderne.
"Nu skal jeg vise jer, hvordan man "ordner" en reje," lød det fra en veloplagt køkkenchef, inden et hold piger skraldgrindende gik i krig med at pille rejer.
"Jeg er jo selv far til fire, så jeg er vant til børn. I dag er der så 22 børn i køkkenet, men det får vi også styr på. Det er hyggeligt."
Også Malene Iskov er glad for samarbejdet med Allan Dam Didriksen og Restaurant Damende.
"Vi er super glade for samarbejdet. Det er spændende for børnene at se, hvordan man gør her på stedet, at kreere en fire retters menu og ikke mindst få dækket bordet ind på den helt rigtige måde," siger Malene Iskov.
Kok Amok, der i år blev afholdt for 10. gang, afsluttes fredag med en festmiddag på Nustrup Skole for forældrene.