Dødsfald
Roberto Scoppa, tidligere restauratør i Byparken, er død i en alder af 80 år, efter længere tids sygdom. Gennem mange år havde han forpagtet kommunens restaurant i Byparken og skabte her sammen med hustruen Kirsten et af Roskildes bedste spisesteder. Hans kogekunst tog udgangspunkt i det italienske hjemland, men han kom vidt omkring i sit køkken og kunne lave meget forskelligt, mens hun sørgede for en god atmosfære blandt gæsterne. I denne periode var Lisbeth Olsen Roskildes borgmester, og hun havde et godt blik for, at kommunen skulle lægge sine forskellige arrangementer hos de lokale restauranter. Derfor var det i en årrække fast tradition, at byrådet spiste i Byparken, når budgettet for næste år var vedtaget. Dengang deltog lokalredaktørerne fra byens to daglige aviser, Tidende og Dagbladet, også i den slags sammenkomster, og jeg husker som ung journalist, at Tidendes garvede mand altid klagede over, at sovsen var for stærk. Han var ikke vant til ægte fond, der blev kogt ned til smagfuld glace, og tog det som sovs og kartofler. Gennem årene med Scoppa ved gryderne var Byparken ramme om mange arrangementer, lige fra private fester til servering ved tirsdagens Bypark-underholdning, hvor man blandt kunne møde den daværende formand for Park og Kultur, Anna Skov Hansen, samt gartnerformand Bernhard Gdowski. Til sidst sagde helbredet stop, så ægteparret Scoppa måtte stoppe med restauranten, og de har siden gjort alt for at passe godt på hinanden, selv om kræfterne svandt. tk