Fortsæt til indhold

Fra Tandslet til TV-stjerne

Mød journalist og tv-vært Hans-Georg Møller, også kendt som Gorm, på Biblioteket Sønderborg

Arkiv
Arkiv

På fredag den 28. august er der mulighed for at møde journalist og tv-vært Hans-Georg Møller, også kendt som Gorm, på Biblioteket Sønderborg.
Gorm har sine rødder i det sønderjyske, hvilket også kan ses i titlen på hans foredrag, som er 'Fra Tandslet til TV-stjerne'.
Gorm fortæller med stor entusiasme om livet bag kulisserne i journalistikkens forunderlige verden fra 1960'erne til nu. Han øser ud af sine oplevelser med de mange kendte kolleger, han har mødt og arbejdet sammen med.

Duet med Gitte Hænning

Hør bl.a. hvordan det gik til, at Gunnar Nu Hansen blev overtalt til at være filmanmelder, og hvorfor Gorm optrådte sammen med Peter Ustinov og sang duet med Gitte Hænning i direkte TV.
Gorm blev uddannet journalist og var tilknyttet Danmarks Radio i over 30 år. Derudover har han været nyhedsvært på TV3, lavet programmer til TV2 Nord og TV2 Charlie samt DK4.
Kanal 22 og Lørdagskanalen gjorde for alvor Gorm kendt over hele landet sammen med makkeren Gregers Dirckinck-Holmfeld. I 1992 kreerede han det rent danske koncept, 'Hvornår var det nu det var'.

Stadig aktiv

Hans-Georg Møller er stadig aktiv på en række områder.
Siden oprettelsen af Synnejysk Ambassade i København for 13 år siden har han været generalambassadør – en titel han opfandt sammen med reklamemanden Thomas Idea fra Aabenraa.
Sammen med sin kone, Kirsten Vaupel, er han ambassadør og storyteller for den humanitære hjælpeorganistion CARE. Derudover er han bl.a. ordstyrer og kommentator for sejlsport og det årlige bjergmarathon i Aabenraa.
Foredraget er fredag den 28. august kl. 16 på Biblioteket Sønderborg
Entréen er 50 kroner, og billetter kan købes på biblioteket.sonderborg, på bibliotekerne eller ved indgangen.
Der vil være musikalsk underholdning fra kl. 15.30
Arrangementet afholdes af Biblioteket Sønderborg, Foreningen Norden, Grænseforeningen og Sprogforeningen.