Fortsæt til indhold

2.545 kursister valgte VUC Syd

For ottende år i træk er der vækst i antallet af tilmeldte kursister på VUC Syd

Arkiv
Mette Henriksen

I hundredevis strømmede kursisterne mandag til VUC Syd, hvor der blev budt velkommen til såvel nye som tidligere kursister. Igen i år har søgningen til VUC's uddannelsestilbud været stor, så der var godt fyldt op med forventningsfulde kursister på alle afdelinger.
For ottende år i træk er der vækst i antallet af tilmeldte kursister på VUC Syd. I alt er 2.545 kursister tilmeldt på VUC Syd, hvor de nu skal starte almen voksenuddannelse, hf eller forberedende voksenundervisning.
"Rigtig mange søger aktivt mod uddannelse. Det kan blandt andet skyldes, at der generelt i samfundet er fokus på uddannelse. Men det kan også skyldes, at flere henvises til uddannelse fra Jobcentrene samt at erhvervsuddannelsesreformen stiller krav om højere karakterer. Det kan vi især mærke på avu-området," siger Hans Jørgen Hansen, direktør ved VUC Syd og tilføjer:
"Men vi tror den store søgning også skyldes vores nye, inspirerende studiemiljøer. Vi er netop flyttet ind i det nybyggede Campus Tønder, og også i Aabenraa har vi nye rammer fra efteråret. I Sønderborg og Haderslev har vi renoveret og bygget nyt indenfor de seneste par år."
De mange kursister blev budt velkommen af uddannelsesledere, vejledere og undervisere, og fik informationer og gode ord med på vejen:
"Uddannelse er hårdt arbejde, og ved at vælge VUC Syd har I også forpligtet jer til at komme til undervisningen og deltage aktivt i jeres uddannelsesforløb. Til gengæld vil vi gøre alt for at hjælpe og assistere, inspirere og motivere jer, så I kan nå jeres mål, lød det.
Alle kursisterne får igen i år udleveret en iPad, som bliver deres primære arbejdsredskab, så længe de studerer ved VUC Syd.