Fortsæt til indhold

Handelsgymnasiet er blevet blåt

Sønderborg Handelsgymnasium er blevet ombygget og moderniseret og har fået nyt navn - Det Blå Gymnasium

Arkiv
Arkiv

Når eleverne møder i dag tirsdag den 11. august til første skoledag på handelsgymnasiet på Sdr. Landevej i Sønderborg, er det til et ombygget, moderniseret gymnasium med et nyt navn - Det Blå Gymnasium. Målet med forandringen er at øge kendskabet til Det Blå Gymnasiums faglige og sociale profil blandt unge og deres forældre.
”Vi kalder det for Det Blå Gymnasium, ganske enkelt fordi studenterhuen hos os er blå,” siger direktør Bente Esbensen Jensen.

Nye faciliteter

Gymnasiet er inde i en rivende udvikling med en række tiltag, som skal gøre uddannelsen endnu bedre for de unge. I løbet af sommerferien er bygningen, hvor gymnasiet holder til, bygget om, så der er større fleksibilitet mht. organiseringen af undervisningen og endnu bedre opholdsområder for eleverne.
For at skabe et endnu bedre socialt miljø for eleverne på gymnasiet, er der nedsat et udvalg af elever, som løbende mødes med direktøren for at drøfte elevernes trivsel. Et andet initiativ er en opprioritering af gymnasiets fester, bl.a. er gruppen Suspekt booket til at optræde til introfesten den 11. september. Når eleverne starter er det med et tre dages introforløb med fokus på teambuilding og sociale relationer for at skabe den trivsel, der sikrer eleverne en god start på deres gymnasietid.

I dag møder der eleverne et ombygget handelsgymnasium i Sønderborg.

Fagligt solidt

Fagligt set er Det Blå Gymnasium kendetegnet ved at tilbyde en gymnasial uddannelse, hvor eleverne via de obligatoriske fag har de bedste muligheder for at søge ind på en videregående uddannelser, mens linje- og valgfag er særligt udvalgt med henblik på at forberede eleverne på et succesrigt arbejdsliv.
Dette sker bl.a. i tæt samarbejde med erhvervslivet i Sønderborg, hvor hver klasse f,eks, er 'adopteret' af en lokal virksomhed, heriblandt Ernst & Young, Linak og Danfoss, som giver mulighed for virksomhedsbesøg, gæsteforelæsninger, konkrete cases fra virksomheden og netværk, når der en gang skal søges arbejde. Det Blå Gymnasium har en samarbejdsaftale med Syddansk Universitet i Sønderborg, så eleverne også møder det videregående uddannelsessystem allerede i gymnasietiden.
”Jeg glæder mig til at byde gymnasiets godt 400 elever velkommen i de nye faciliteter. Jeg tror, de får en fantastisk gymnasietid sammen med et engageret og dygtigt lærerteam på Det Blå Gymnasium,” siger direktør Bente Esbensen Jensen.

Det nye navn skyldes ganske enkelt, at studenterhuen er blå.
Cirka 400 elever starter i dag tirsdag på Det Blå Gymnasium.