Fortsæt til indhold

Danskerne er bekymrede for deres bolig

Over en tredjedel af de danske boligejere føler ikke, de gør nok ved boligen.

Arkiv
Arkiv

BOLIG: Kører man en tur på en dansk villavej, ser alt måske pænt og velholdt ud. Men det betyder ikke nødvendigvis, at danskerne inde i husene føler, de gør nok ved dem.
- Når man tænker på, hvor stor en investering boligen er, så er det uheldigt, at boligejerne ikke føler, de gør nok ved den. Boligen er for de fleste den største investering i livet, og den holder kun sin værdi, hvis man løbende holder den vedlige. Så gør man ikke nok, er det med at komme i gang, siger centerdirektør Gert Stahl Jacobsen Nykredit i Køge.
Når man spørger dem, så svarer en tredjedel, at de ikke føler, de gør nok. Det viser en rundspørge, som Epinion har lavet for Nykredit. 35 pct. af de adspurgte svarer nej på spørgsmålet, om de føler, de får gjort nok ved boligen.
Men det er nu ikke fordi, de mangler overblik, for næsten alle svarer, at de føler, de har overblik over boligens tilstand. De får bare ikke gjort noget ved det, som skal ordnes.
Tallene stemmer meget godt overens med svarene, når man spørger, hvor meget boligejerne bruger på vedligehold af boligen.
39 pct. af de adspurgte svarer, at de brugte under 10.000 kr. på vedligehold i 2014, og stort samme antal regner ikke med at bruge 10.000 kr. i 2015.
- Undersøgelsen viser, at boligejerne måske har brug for noget, der kan give dem det sidste nøk til at få gjort noget ved boligen. Og dér kan for eksempel vores boligeftersyn hjælpe med at komme i gang på en rolig og overskuelig måde, siger Gert Stahl Jacobsen.
Boligeftersyn er en gennemgang af boligen sammen med en fagperson, som Nykredit har en aftale med. Sammen lægger man en plan for, hvad der over de kommende år skal gøres, så boligen holder sig i god stand.
- Man skal huske, at vedligeholder man sin bolig, sikrer man også boligens værdi, og derfor er det vigtigt at holde den i orden. Det behøver ikke være så vildt besværligt eller dyrt. Især ikke hvis man tager fat på tingene, før de får udviklet sig til egentlige skader, siger Gert Stahl Jacobsen.