Linak støtter iværksætterindsats
Med langsigtet økonomisk støtte bakker Linak som den første private aktør nu op om Sønderborg Vækstråds iværksætterindsats
Linak har som den første private aktør besluttet at yde økonomisk støtte til arbejdet i Sønderborg Iværksætter Service (SIS). Det er allerede aftalt, at der skal være tale om et langsigtet samarbejde, hvor Linak vil gå ind i konkrete projekter og initiativer, der kan skabe flere succesfulde iværksættere i Sønderborg-området.
”Med dannelsen af Sønderborg Vækstråd og Sønderborg Iværksætter Service har vores område fået en organisation, der har iværksætteri højt på dagsordenen, og hvor vi kan få fuld indsigt i både økonomi, aktiviteter og sammenhænge. Det vil vi gerne deltage aktivt i,” siger director foundation Lene Jensen fra Linak, der fortæller, at Linak i første omgang yder et sponsorat på 300.000 kroner til sikring af konkrete aktiviteter i den resterende del af 2015.
Lene Jensen fortæller, at Linak er klar til at gå ind i et længere-varende samarbejde med SIS om iværksætteri og tilføjer:
”Det er dog afgørende og meget vigtigt for Linkas deltagelse, at SIS fremadrettet får en bred økonomisk opbakning fra øvrige virksomheder i Sønderborg-området, da SIS' koncept for at få fuld effekt kræver opbakning fra private aktører.”
Taknemmelighed
Iværksætterchef Michael Hamann er taknemmelig for, at LINAK som de første har givet tilsagn om både økonomisk og praktisk støtte til iværksætterarbejdet:
”Sønderborg Vækstråd har i sin udformning af Sønderborg Iværksætter Service lagt stor vægt på, at der skal være fuld gennemsigtighed i arbejdet, at alle involverede skal efterleve et etisk kodeks, og at de midler, der investeres i iværksætteri, skal gå ubeskåret til selve iværksætteriet. Vi ser LINAKs beslutning om at støtte vores aktiviteter som en meget konkret kvittering for vores indsats,” påpeger Michael Hamann.
Sønderborg Iværksætter Service har siden flytningen til Ellegårdvej fokuseret på at videreføre de bedste dele af de tidligere aktiviteter fra de forskellige aktører, der nu er samlet i den nye enhed under Sønderborg Vækstråd, men der er også sat nye skibe i søen.
Arbejdsplads kvit og frit
Således tilbyder Sønderborg Iværksætter Service nu en arbejdsplads helt kvit og frit til personer, der vil tage springet til en tilværelse som selvstændig. Samtidig er der kommet fornyet fokus på rådgiver- og mentornetværk, og der er allerede fra efteråret 2015 planlagt flere nye, målrettede kursusforløb og inspirationsaktiviteter.
”Vi er aktuelt også meget opmærksomme på, at Sønderborg Vækstråd har et ansvar for hele Sønderborg-området, hvorfor vi er i dialog med iværksættergrupper i hele området, så vi kan give et samlet billede af mulighederne,” fastslår Michael Hamann.