Alsidigt program ved kulturnatten i Borup
Fredag den 28. august i og omkring Borup Kulturhus
BORUP: Kulturforeningen i Skovbo (KIS), Skovbo kunstforening og Kulturforeningen Apollonaris samt Ejbykoret har sammensat et musikprogram, der byder på et bredt spektrum af musikgenrer.
Sædvanen tro er der rytmisk musik, men der vil også være musik, som vil opfattes som eksperimenterende musik, selv om det er mange hundrede år gammelt.
Kulturnatten starter med et festligt gensyn med New Orleans Paraders, som vil gå igennem det den centrale bydel og sætte folk i stemning til kulturnatten. Det bliver gadejazz som i de gamle dage i New Orleans. Orkestret starter fra Borup Kulturhus, går ned til togstationen og vender tilbage via indvielsen af 2 nye skulpturer ved Møllevej.
I smøgen under Balkonen vil Balladeorkestret med sangerinden Helene Højmose give eksempler på swingende og rockende ballader fra ca. kl. 17.15 til Kl. 18.00. Orkestret, der er en sammenspilsgruppe under Kulturforeningen Apollonaris har spillet ved enkelte lejligheder i kulturhuset og andre steder i regionen.
Ejbykoret deltager altid som optakt til kulturnatten ved at synge fra kulturhusets balkon til publikum på lille-torvet. Det er ingen undtagelse denne gang. Ejbykoret har i det forgangne år sunget ved flere lejligheder rundt omkring i Køge Kommune. Senest blev det ved Foreningernes Dag i Rådhusgården i Køge, men koret deltog også i Kyndelmisse i Køge. Repertoiret ved Borup Kulturnat bliver sange af Carl Nielsen samt sommersange.
</B>Jazz-duoen Boysen/Andersen
Ved ferniseringen af Grønningens kunstnere spiller Claus Boysen (guitar) og Inge Andersen (piano). De vil hygge sig med swing, latin og smukke ballader, mens publikum kan bese den meget store udstilling. Inge Andersen har været på den danske jazzscene i mange år og har spillet i mange sammenhænge bl.a i Borup.
Ved den Københavnske Jazzfestival havde Boysen og Andersen fundet sammen til nogle hygge-koncerter. Det er ikke så ofte, at guitar og piano finder sammen i en duo, fordi deres rolle i et jazzorkester er næsten det samme. Ved kulturnattens koncert vil man få en smagsprøve på, hvordan disse 2 instrumenter klinger sammen, når Inge og Claus ”leger og spiller” sammen.
Den musikalske fornyelse ved dette års kulturnat er Nordic Bollywood Folk Music. Det er rytmisk musik, det er folkemusik, det er indisk musik, der er klange fra mange lande, og det er Konnakol, hvor rytmen synges. Deres stilart er hjemmelavet og de kalder den for ”Nordic Bollywood Folk music”.
</B>Uddrag fra ”5 minutter i Forår”
- Ved vinterens afslutning i 2015 skete der en musikalsk begivenhed i Borup Kulturhus. Alle billetter var solgt. Folk fra nær og fjern var strømmet til Borup Kulturhus for at høre og opleve Tatiana Kisseleva Gudnæs og Nikolaj Skaaning give forårskoncert. Nu er det ”5 minutter i efterår”, men Kulturforeningen KIS vover pelsen og lader op til et genhør/gensyn med disse 2 dygtige musikere, som er lokale borgere i Køge Kommune, men som kommer vidt omkring med deres musik. Hørte man dem ikke i vinters, så er muligheden der nu. Mere omtale af dette punktum for kulturnatten i Borup er vel unødvendig. Det er rosinen i pølseenden, fortæller Mogens Gammel Pedersen fra KIS.
pm