Fortsæt til indhold

Esbjerg app holder øje med modermærker

Ny app, skinScan, hjælper den enkelte med at holde øje med modermærker og forandringer i huden

Arkiv
Arkiv

Mere end 12.000 har på få dage downloadet en ny Esbjerg app til selvundersøgelse. Danmark indtager trist 3. plads med hensyn til modermærkekræft.
”Ingen bør dø af modermærkekræft. Det er baggrunden for, at vi har udviklet app'en skinScan, og Danmark er desværre et oplagt land at lancere app'en i. Her i landet er der sket en 10-dobling af forekomsten af modermærkekræft i de seneste 50 år,” forklarer Zeljko Ratkaj, adm. direktør i virksomheden TeleSkin," som hører hjemme i Esbjerg.
Virksomheden TeleSkin er grundlagt af Zeljko Ratkaj samt andre internationale forskere og læger, og ambitionerne er en global udbredelsen af app'en.
Virksomheden vandt med sin app sidste år Europas største vækstkonkurrence, Next Step Challange, og præmien på 2 mio. kr. Siden har app'en tiltrukket ventureinvesteringer på 6 mio. kr.

Stort behov

Behovet for at knække kurven for modermærkekræft er stort.
Danmark indtager en trist tredjeplads på verdensplan med hensyn til forekomsten af modermærkekræft (målt pr. indbygger). Årligt får 1800 danskere konstateret modermærkekræft, og kræftformen er den hurtigst voksende med ca. 3-5 % stigning i antal nye tilfælde per år.
”Vores app, som alle kan hente gratis på App Store, hjælper den enkelte til – meget nemt med mobilen i hånden – at følge sine modermærker nøje. Ved at holde øje med forandringer, kan man søge læge i tide. Tidlig vurdering af modermærker kan redde liv,” siger Zeljko Ratkaj.
Når modermærkekræft opdages i tide er helbredelsesprocenten meget høj, ca. 95 pct. Når modermærkekræft opdages sent er helbredelsesprocenten helt ned til 3 pct.

Svar med det samme

Når man scanner et modermærke med app'en, får man med det samme at vide, om modermærket er typisk eller atypisk.
App'en ser bl.a. på modermærkernes størrelse, farve og form. Hvis modermærke er atypisk, anbefales det at konsultere en læge for at få det undersøgt nærmere. skinScan stiller ikke diagnoser – det gør lægen efter nærmere undersøgelse.
App'en er opbygget på 30 års erfaring og viden inden for hudkræft. skinScans algoritmer er baseret på mere end 65.000 billeder af raske og syge modermærker samt 20.000 konsultationer.
skinScan er CE-mærket i henhold til direktivet for medicinsk udstyr.