Lokale kunstnere går sammen om fællesudstilling
Død og kærlighed er nogle af temaerne i to lokale kunstneres fælles udstilling. Der er fernisering på fredag
Kunstnerne Flemming Jarle og Mogens Leander har gennem det forløbne år stillet hinanden nogle af livets store spørgsmål om blandt andet liv, død og kærlighed, hvorefter de begge har haft til opgave at omsætte det til kunstværker. Der var ingen krav til materialevalg eller udformning. Samarbejdet er nu mundet ud i fællesudstillingen “Here today - gone tomorrow”. Der er fernisering på udstillingen fredag den 14. august fra klokken 14-16 i Nicolaikomplekset, Skolegade 2D. Udstillingen åbnes af Karen Grøn – direktør for Trapholtmuseet.
Besøgende kan blandt andet se bronzestøbninger, installationer, maleri, tegning og foto, ligesom der pustes nyt liv i balsamerede og for længst afdøde rotter og andre kæledyr. Alt i alt en udstilling med berøringsflader til Platon og Nietzsches filosofiske udredninger, der mødes i et pirrende krydsfelt mellem tro og videnskab, skriver kunstnerne selv i en pressemeddelelse.