En vandet dag ved, på, omkring og i Vejle Fjord
På søndag er det atter tid til Vild med Vand med marked, fjordsvøm og meget mere
Flere hundrede mmere krydser Vejle Fjord. Modebutikkerne præsenterer stort modeshow, og Fordmarkedet byder på varer. Onkel Reje, stjernen fra Ramasjang, giver en af sine gakkede forestillinger. Og så holder de maritime klubber åbent hus og inviterer gæsterne på en prøvetur på vandet.
Det er bare nogle af de mange aktiviteter ved fjorden, som Vild med Vand inviterer til søndag 16. august.
Det hele finder sted forskellige steder rundt ved fjorden. Ved lystbådhavnen er der blandt andet Fjordmarked, show med Onkel Reje, modeshow og de mange maritime klubber ved Vejle fjord bruger Vild med Vand til at holde åbent hus og tilbyde en tur på vandet. Det gælder både Roklubben, Jolleafdelingen, Motorbådklubben, Sejlklubben, Dykkerklubben og Kajakklubben, som laver aktiviteter.
For 11. år i træk kaster flere hundrede modige svømmere sig i fjorden og svømmer de godt 1,4 km. mellem Ibæk Strandvej og Albuen. Fjordsvøm har efterhånden vokset sig til et af landets største open water arrangementer.
Derfor er der også masser af aktiviteter ved Albuen for de mange publikummer.
Vild med Vand får også besøg af Cold Hawaii. I den forbindelse kan man prøve at windsurfe eller komme ud på et SUP board. Arrangementet finder sted på Brønsodde ved Neptun Windsurfing. Og så lægger skonnerten Martha til kaj ved Klubøen og viser gerne små og store rundt på træskibet.
I Skyttehushaven inviterer FestiVejle til en forestilling, hvor børnene selv får lov til at lege cirkusartister.
Læs mere og se det samlede program på www.vildmedvand.vejle.dk