Tørv til tiden
Søndag d. 6. september kl. 13-16 på Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre kan man møde den tidligere museumsinspektør på Frederikssunds Museum Carsten Hess, som fortæller om tørv og om tørvens historier.
Tørv er brændsel fremstillet af tørret mudder fra moser. Det dannes i løbet af århundreder når siv og blade synker ned i stillestående søer.
Tørvefremstillingen er nu næsten gået i glemmebogen, men faktisk var det tørveild der i en lang, lang periode holdt Danmark varm om vinteren.
Tørvejord er også magisk mudder, for den sure tørvejord modvirker forrådnelse, så midt i det sorte mudder kan man støde på 8000 år gamle hasselnødder, druknede urokser og mennesker ofret i jernalderen. Jo, der er også lidt tidsmaskine over tørv.
I forbindelse med arrangementet bliver der mulighed for selv at støbe en tørv og at bage en pandekage på et gammelt tørvekomfur.
Ved arrangementet sælger Lejre Museumsforenings havehold sælger kaffe og kage.
Der er gratis entre.