Fortsæt til indhold

Voldsom markbrand på Slæggerupvej

Arkiv
Jan Partoft

Roskilde Brandvæsen havde 100 mand i arbejde i forbindelse med en voldsom markbrand på Slæggerupvej. - Branden var formodentlig opstået på grund af nogle gnister fra en mejetærsker, der var ved at høste, siger indsatsleder Bo L. Andersen fra Roskilde Brandvæsen. - Da jeg kom til stedet, kunne jeg se, at branden ville brede sig, og at vi ikke var nok folk, så jeg begyndte at tilkalde folk fra Høje Taastrup og Greve brandvæsener og fra Beredskabsstyrelsen i Hedehusene og Næstved. - Så vi var vel 100 mand i gang. Branden bredte sig hurtig på grund af den kraftige vind, og vi var bange for at den ville få fat i flere gårde. - Det lykkedes at forhindre branden i at nå gårdene, men tre skurvogne udbrændte, siger Bo L. Andersen. En af ejerne fra de truede gårde var agurkegartner Jacob Søegaard Nielsen. - Det var rigtig uhyggeligt som ilden spredte sig, så sammen men nogle af mine naboer, gik vi i gang med at harve brandbælter, så vi kunne bremse ilden, siger han. - Brandvæsenet gjorde et godt stykke arbejde med at få styr på branden, og selv om det så truende ud, så blev vores gårde reddet. Branden begyndte ved 13.30 tiden og først ved 17.30 tiden var den under kontrol. Men der var brand- og hjemmeværnsfolk på brandvagt hele natten. 100 hektar med korn blev ramt af branden. jp@roskildeavis.dk

Ilden bredte sig hurtigt.
Afsvedne marker.