Fortsæt til indhold

Hvad Sparekassen gemte

Arkiv
Erling Pedersen

Roskildenserne og andre interesserede har i øjeblikket en unik mulighed for at se en række gemte kunstskatte fra den gamle Roskilde Sparekasse. Sidste chance er denne weekend, hvor Roskilde Kunstforenings udstilling 'Kunsten fra Stændertorvet 5' stadig er åben klokken 12-16 i det gule palæ ved Stændertorvet. Udstillingen er interessant takket være de fremviste kunstværker, men især på grund af den lokal-historie, som den samtidig er et vidnesbyrd. Roskilde Sparekasse på Stændertorvet, hvor Danske Bank nu har til huse, var byens ældste og største pengeinstitut helt fra starten i begyndelsen af 1800-tallet og frem til sammenbruddet i 1987. Dens ledelse så sig selv i en både økonomisk og kulturel hovedrolle i det lokale samfund, og de store kunstindkøb var kun en del af denne virksomhed.

Vild med film

I mange år hed chefen i Roskilde Sparekasse Knud Henker, der var helt vild med at filme. Fra sit fine hjørneværelse optog han således en fremragende smalfilm af branden i Roskilde Domkirke, hvor Margrethe-spiret blev ødelagt, og en stor del af tagkonstruktionen måtte repareres. Han fik også opført en hel foredrags- og filmsal med fremragende teknik og akustik i fløjen ud til Palæstræde. Her viste han også film for interesserede om sine rejser til fjerne egne, og datidens kunder var nærmest beærede over, at de på den måde fik lov til at komme ind og se, hvordan sparekassens overskud fra deres konti blev anvendt. At Henkers virksomhed så har givet et unikt billedmateriale til Roskildes historie, kan vi kun være glade for i dag.

Billedhuggeren Gudrun Lauesen har lavet denne due og flise-mosaikken med samme motiv i gården foran Danske Bank på væggen ind mod Djalma Lunds Gård.

Ad Horsens til

Men i 1987 gik det galt, da den daværende ledelse havde spekuleret for kraftigt - som Roskilde Bank 20 år senere - og sparekassen blev tvunget til en fusion med to sparekasser i Horsens, der ikke havde det meget bedre. Så inden længe endte de op som en del af Bikuben, der senere indgik i BG Bank og nu Danske Bank. Men selvstændigheden gik tabt i 1987, og da en ny ledelse kom til udefra, var mange af de fine kunstværker ved at gå tabt. Når så meget blev reddet, skyldtes det kun en snarrådig medarbejder, der fik gemt det af vejen i de gamle kældre under hjørnehuset ud til Algade. Herfra har den nuværende direktør Torben Stevold fået gravet klenodierne frem i lyset. I forværelset til filmsalen står en modernistisk sofa, tegnet af den berømte franske arkitekt Le Corbusier. Der var en mage til, men den fik en medarbejder lov til at anbringe i et sommerhus, og så blev den ødelagt. Nedenfor er fremhævet et lille udpluk af skattene fra Sparekassen, som kan ses på udstillingen i palæet.tk

Maleren og Grafikeren Richard Mortensen, der blev professor på Kunstakademiet, er repræsenteret med fire billeder.
Sparekassen havde også erhvervet dette billede af Olaf Rude. Han er især kendt for sine billeder af egetræerne fra Skejten, nær Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, og hans billede hænger også på væggen bag Folketingets talerstol.
Denne Gudrun Lauesen-skulptur af ko med kalv var også blevet købt af Roskilde Sparekasse.
Roskildes tidligere stadsarkitekt Mogens Suhr Andersen er også repræsenteret med nogle af sine akvareller.