Fortsæt til indhold

Rishøj vil på pointstavlen

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Rishøj havde det ene point indenfor rækkevidde i sidste fredags premierekamp i Danmarksseriens Pulje 2 på udebane mod en af rækkens formodede tophold, Roskilde KFUM.
1-1 var stillingen et godt stykke inde i dommerens tillægstid - men så fik hjemmeholdet sat sejrsmålet ind efter en fej i Rishøjs forsvar.
Et bittert 2-1 nederlag at sluge for Rishøj, efter en kamp, hvor Rishøj efter en lidt famlende start totalt dominerede kampen efter pausen, hvor da også en fortjent udligning blev sat ind af Casper Konradsen.
Hele Rishøj-holdet fightede forbilledligt. Desværre for holdet gav det ikke pote i form af points på kontoen - men det skal der til gengæld lørdag eftermiddag den 15. august Kl. 15.00, når Martin Jungsgaards mandskab møder Kolding Boldklub, der også er nedrykker fra sidste års 2. Division, på Rishøj Stadion.
Kolding Boldklub indledte også sæsonen med nederlag - 0-2 på hjemmebane til FC Sydvest fra Tønder, og bør være en modstander, som Rishøj kan besejre og dermed komme på pointstavlen og få slettet det kedelige nul.
I kampen mod Roskilde KFUM gav Rishøj debut til hele seks spillere. I forsvaret fik Hakar Amang debut på venstreback, Mikkel Madsen, Sadik Krezic og Fillip Bidstrup Knudsen på midtbanen og i angrebet blev der plads til Zia Wahidi, mens Lasse Højer blev skiftet ind under kampen.
Kampen gav også et par overraskende comebacks - til sportschef Morten Avnskjold, målmand Steffen Fasting og angriber Carsten Pedersen.