Ejerskifte i Christel Salonen
Hanne Olsen overlader Christel Salonen til Lotte Andersen.
EJERSKIFTE: Christel Salonen på Strandvejen i Køge skifter ejer, idet Hanne Olsen stopper efter 43 år og fremover vil overlade salonen til Lotte Andersen. Ejerskiftet markeres ved en reception lørdag den 29. august og træder formelt i kraft den 1. september.
Det er en af Køges ældste frisørsaloner, der nu skifter ejer, men Lotte Andersen må i den grad siges at vide, hvad hun går ind til, for hun er et kendt ansigt i salonen, hvor hun har arbejdet i 35 år og altså nu fortsætter som ejer.
- Efter så mange år med alle mine dejlige kunder har jeg flere familier, hvor det nu er tredje generation, der kommer i salonen, og det er rart at få lov til at klippe alle aldre. Her i salonen bliver der lavet alt lige fra klip og føn, farve og permanent vandondulation. Der er stadig ældre, der gerne vil vandonduleres, og dem skal der også være plads til, siger Hanne Olsen.
Salonen kører i øvrigt videre som hidtil efter ejerskiftet.