112 til København
Roskildes alarmberedskab flytter centralen fra Slagelse
Når borgerne i Roskilde området efter nytår drejer 112 for at få fat i ambulancer og brandvæsen, bliver telefonen taget på en stor central i København.
På samme tidspunkt indgår Roskilde i et stort nyt beredskab for hele den østlige del af Sjælland, som omfatter kommunerne i det gamle Roskilde Amt - samt Høje-Taastrup, Vallensbæk og Ishøj. Chefen for det er den hidtidige leder af Roskilde Brandvæsen, Lars Robetjé på beredskabsstationen ved Vindigevej.
- Jeg er rigtig glad for dette valg, fordi vi nu kommer med i et stort og meget professionelt miljø. Det er afgørende for borgernes tryghed og oplevelsen, når de ringer efter hjælp.
Mulighederne for en samlet løsning i hele Region Sjælland blev også undersøgt, men her var der ikke enighed, og derfor foretrak beredskabet, som Roskilde deltager i, at samarbejde med København.