Kongernes Jelling har rundet gæst nr. 75.000
Oplevelsescentret er en buldrende succes. Gæster fra ind- og udland strømmer til
Kongernes Jelling er en kæmpesucces. Bare 2½ måned efter åbningen er oplevelsescentret nået op på 75.000 gæster. Det er langt flere, end selv de mest optimistiske skøn inden åbningen 6. juni.
“75.000 er godt nok mange,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, der er projektleder for det nye Kongernes Jelling.
Tallet overgår langt hans personlige forudsigelse. Men nu tør han godt sætte barren højt.
“Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi når 100.000 inden jul.”
I skoleferien var det daglige besøgstal på omkring 1.000. Nu ligger det et sted mellem 500 og 1.000. Så der er stadig travlhed i centret, som hører under Nationalmuseet og har gratis entré.
“I ferien havde vi nogle enkelte dage med hele 2.000 besøgende. Og det er faktisk i overkanten. Vi har så mange historier at fortælle, og det fungerer bedst, hvis der ikke er alt for mange mennesker ad gangen, “siger Morten Teilmann-Jørgensen.
På de mest hektiske dage er gæsterne blevet opfordret til at gå en tur på monumentområdet, inden de gik indenfor.
“Og det tager folk som regel godt imod. Især hvis vejret er fint udenfor,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, som glæder sig over, at turisterne også handler i byens butikker, caféer og restauranter.
Flere forbedringer på vej
Det store besøgstal skyldes flere ting, vurderer Morten Teilmann-Jørgensen.
“Dels er nyhedens interesse stor. Og dels har vejret hen over sommeren været godt museumsvejr,” siger han og tilføjer, at Kongernes Jelling ikke omtaler sig selv som et museum, men som et oplevelsescenter. Blandt andet fordi centret ikke udstiller ret mange vikingegenstande, men i stedet formidler historien om dengang Jelling var Rigets centrum.
Han har allerede set mange gengangere blandt gæsterne.
“Det er fedt at se, at vi favner bredt. Vi ser for eksempel mange, der har været her alene første gang, og som tager børnebørnene med næste gang. Andre vender tilbage med udenbys gæster eller besøgende fra udlandet. I øvrigt er der rigtig mange udenlandske turister blandt vores gæster. Lige for tiden er det især hollandske familier. Men også new zealændere, australiere, italienere og amerikanere har vi haft mange af. Amerikanerne er meget begejstrede,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, som hæfter sig ved, at mange udenlandske gæster sætter sig ret godt ind i den danske historie, inden de kommer. Ofte mere end danskerne gør.
Allerede nu kan Kongernes Jelling se, at der skal ske en række ændringer i udstillingerne.
“Vi har fået feedback fra gæster og har desuden selv gjort os nogle erfaringer. Noget af udstillingernes udstyr er slidt op efter, at 75.000 gæster har haft fat i det. Andre detaljer skal justeres. For eksempel kan folk trykke på en knap for at sætte gang i en historie -fortælling. Men systemet er nogle sekunder for langsomt. Sådan er der lidt, der skal rettes til og udvikles på,” siger projektlederen.