Køge høster Femern-gevinst
Lægemiddelgiganten Nomeco meldte i denne uge sin ankomst i Køge med investeringer for over en halv milliard kroner.
UDVIKLING: Femern Bælt-forbindelsen ligger endnu nogle år ude i fremtiden, men Køge Kommune høster allerede nu gevinsterne ved den kommende forbindelse, som giver hurtigere adgang til Tyskland og placerer Køge midt i transportkorridoren mellem Skandinavien og det øvrige Europa, samt de øvrige trafikale forbedringer i området.
I denne uge offentliggjorde lægemiddelgrossisten Nomeco sine planer om at etablere et nyt højteknologisk lager i Skandinavisk Transport Center i Køge med henvisning til placeringen mellem Femern Bælt-forbindelsen og broen til Sverige som et helt afgørende argument, og nyheden vækker ikke overraskende jubel i Køge.
- Køges position styrkes gevaldigt i de kommende år. Udbygningen af Køge Bugt Motorvejen, baneprojektet ”København – Ringsted” med stop i Køge, udvidelse af Køge Havn samt Køge Kysts byudviklingsprojekt er alle vigtige komponenter i den udviklingsplan, som skal sikre aktivitet og arbejdspladser i kommunen. Og det ser ud til at virke, siger borgmester Flemming Christensen (K).
Også Venstres og Socialdemokraternes ordførere i byrådet, Mette Jorsø (V) og Marie Stærke (S), jubler.
- Vi får virkelig bekræftet, hvor attraktiv Køge er, når så stor en erhvervsvirksomhed vælger at flytte til vores kommune. Transportcenteret, den nye jernbane og Femern Bælt-forbindelsen har stor betydning for at Køge er så attraktiv, og vi skaber arbejdspladser og kan tiltrække nye borgere, siger Marie Stærke, mens Mette Jorsø opfordrer til, at man også arbejder for, at oplyse om mulighederne for at bosætte sig i området.
- Det er en fantastisk nyhed for Køge. Det er netop sådan en virksomhed, vi meget gerne vil have til området - blandt andet fordi den har nogle af de job, vi mangler lidt, inden for eksempelvis salg og marketing. Nu er det vigtigt, at vi ikke bare sidder med hænderne over hovedet, men at vi også kommer ud og fortæller deres medarbejdere om mulighederne for at bosætte sig i området, siger Mette Jorsø, der foreslår sammensætningen af et hold, der kan tage ud og besøge virksomhedens medarbejdere, når flytningen er sket.