Fortsæt til indhold

Råd til udvikling

Arkiv
Arkiv

- Vi skal i kommunens budget for 2016 have en fortsat udvikling af Roskilde med de store anlæg og projekter, vi har været med til at søsætte i de sidste år. Men samtidig må eventuelle besparelser på enkelte punkter, som borgmesteren har omtalt i avisen, ikke ramme borgernes krav om en god og ordentlig service. Sådan opsummerer SF's medlem af byrådet, formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Birgit Pedersen, sit partis holdning før de kommende forhandlinger om budgettet for 2016. - Vi er ikke så bange for et underskud på ca 40 mio., når vi samtidig ser på kommunens samlede indtægter, som er på flere milliarder. Et stort flertal har i fællesskab besluttet, at der altid skal være et vist minimums-beløb i kommunens kasse, og det overholder vi selvfølgelig også. - Men det mest tossede vil da være at lave besparelser, som vil bremse udviklingen og koste stillinger for kommunens ansatte. Det kan slet ikke betale sig, når vi har råd til en mere offensiv politik, der vil give en bedre udvikling i Roskilde, mener Birgit Pedersen.

Et sted folk flytter til

- Vi er en kommune, som ser fremad og tør tænke nye spændende tanker, og sådan skal det fortsat være. Man kan da sagtens tale det hele ned, lave støj og bliver sure over, at vi har brugt noget af det overskud, der var sparet op til vigtige anlægsprojekter, sådan som Venstre nu er i gang med. - Men det hyleri vil SF ikke deltage i. Tværtimod skal vi fortsætte med de projekter, som vi selv har startet. De ting kommer mange borgere til gode og vil samtidig sørge for, at vi bliver en kommune, som endnu flere ønsker at flytte til, erklærer Birgit Pedersen. - Fra SF er vi indstillet på at arbejdet med et nyt budget for 2016 sammen med de partier, der også synes, at gode projekter betaler sig i den sidste ende, og vil skaffe penge til en god kommunal service. Jeg håber, at de nuværende budgetpartier A,B,Ø,C og SF kan finde sammen igen. Det vil være bedst for Roskilde, konkluderer SF's byrådsmedlem. tk