Rapp er tilbage med mere rap
Jeppe Rapp fejrer nyt album med gratis koncert på Rådhustorvet til kulturnatten
Efter syv års stilhed bliver der på fredag igen larm fra Sønderborg-musikeren Jeppe Rapp, der snart udgiver sit nye album, "Se mord uden hænder".
Det sker ved Kulturnatten i Sønderborg, hvor Jeppe Rapp spiller hele albummet fra start til slut sammen med et par gæstemusikere fra København.
Koncerten foregår på den scenen på Rådhustorvet og begynder cirka kl. 19.00. Den er arrangeret i samarbejde med Café Ib Rehne Cairo og Brøggeriet.
"Folk har spurgt efter noget nyt i lang tid, så det bliver fedt at spille de nye numre," fortæller Jeppe Rapp med det borgerlige navn Jeppe Nedergaard.
Der er som nævnt gået syv år siden det sidste album, "Ikk uden mig". I den periode er det kun blevet til et par enkelte løse numre.
"Der kom et par børn, en uddannelse som grafiker og et nyt job og så gled musikken lidt i baggrunden," fortæller Jeppe Rapp og fortsætter:
"Jeg har også brugt tid på at genopfinde mig selv, for jeg vil ikke bare lave det samme som sidst. Musikken er stadig Jeppe Rapp, men i en updatet udgave. Jeg har brugt det sidste års tid på at finde min nye lyd i et studie i København."
"Musik er mode, og meget har ændret sig på syv år. I dag er hiphop næsten udelukkende r'n'b. Det er på tide, at der kommer noget rigtig rap igen. Det er der ikke meget af i dag."
Albummet indeholder syv numre og udkommer mandag den 24. august til download og og streaming.
I modsætning til tidligere udgiver Jeppe Rapp selv albummet i stedet for at bruge et pladeselskab.
"Det gør jeg fordi, det er blevet lettere, og fordi jeg nu har et behov for at styre det selv i mit eget tempo.
På “Se Mord Uden Hænder” har Jeppe allieret sig med producer Lars Louvre (Faldgruppen) fra København. På albummet medvirker udover Lars Louvre også 2Pedo (Faldgruppen), Lil' Fyr, Frederik Sander, og Abbaz som har været en del af CHEFF RECORDS.