Lokale politikere vil alligevel grave grus langs Ledreborg Allé
Fem lokale politikere i regionsrådet har stemt for, at man skal klage over, at en fredningsproces af Ledreborg Allé er sat i gang.
Hvis fredningen stoppes, betyder det, at der kan graves 50 meter fra alléen på begge sider eller endnu tættere på.
Ved at stemme mod en fredning har de fem politikere fra Roskilde-området Evan Lynnerup (V), Tina Boel (SF), Anne Marie Knigge (S) Gitte Simoni (DF) og Christian Wedell-Neergaard (C) gjort lige det modsatte af, hvad Roskilde og Lejre kommuner og lokale politikere i regionrådet ellers var enige om at kæmpe for.
- Når de stemmer mod fredningen, går de i hvertfald i mod deres egne kommuner, siger tidligere regionsrådsmedlem Bent Jørgensen fra Venstre.
Han var i forrige valgperiode en af dem, der stod i spidsen for at redde Roskildes og Lejres landskaber fra at blive gennemhullet af grusgrave.
En kamp, de til stor lettelse for mange vandt kort før, de nye regionsrådsmedlemmer trådte til og derefter stemte forslaget ned igen.
Garantiløs
Bent Jørgensen forklarer, at modstanderne af grusgravningen dengang blev nødt til at foreslå en fredning af området, fordi man ikke kunne få garanti for, at der ikke skulle graves lige op ad Ledreborg Allé og bebyggelserne i området.
- Vi foreslog fredningen, fordi sagen gik i hårdknude og ellers var umulig at løse, siger Bent Jørgensen og fortsætter:
- Hvis vi dengang kunne have talt os frem til en mere mindelig løsning og havde fået nogle garantier, kunne vi have klaret problemet uden fredning.
Skæmmer nationalpark
Grusgrave langs Ledreborg Allé vil skæmme Roskildes og Lejres nye nationalpark: Skjoldungelandet.
Området har netop fået den flotte udnævnelse, fordi det er fyldt med kultur, historie og flot natur. Et landskab, der er en vigtig del af projektet.
Både Lejre og Roskilde kommuner arbejder sammen om at værne om de landskabsmæssige værdier i området i modsætning til Regionsrådet.
Det forklarer, at man vil grave i kulturlandskabet, fordi man i de kommende år har brug for de råstoffer, der ligger i Roskilde.
Der skal bygges jernbaner, veje, sygehuse og meget andet. Det kræver grus og sten.
Desuden er området forholdsvist fladt, almindeligt landbrugsland med spredt bebyggelse langs alléen, så stofferne er lette at komme til.
Regner med at tabe
Forvaltningen i Region Sjælland har dog på det seneste møde rådet politikerne til at droppe klagen over fredningen af Ledreborg Allé, fordi man alligevel ikke regner med at få medhold i sagen.
Dermed kan Region Sjælland og Hovedstaden godt begynde at lede efter andre steder at grave grus.
ag@roskildeavis.dk