Fortsæt til indhold

Sjove kostumer og gode ben

Koldings ældste motions-stafetløb afvikles for 35. gang

Arkiv
Arkiv

Onsdag den 26. august afvikles årets Slotssøstafet. Det er i år 35. gang de to arrangører – Kolding KFUM Atletik og Kolding Firma Idræt - afvikler dette traditionelle motions-stafetløb. Start og mål er på plænen mellem SlotssøBadet i Hospitalsgade og Slotssøen. Løbet startes klokken 19.00 af borgmester Jørn Pedersen, og varer godt en times tid.

Alle kan deltage

Eneste betingelse er, at deltagerne på holdene – der skal bestå af 5 personer – er i stand til at løbe eller lunte ruten igennem. Ruten, der skal gennemføres af hver af holdets 5 løbere, er én omgang (1.647 m) omkring Slotssøen i Kolding. Løbets samlede længde er således 8,235 km.
Stafetholdene kan sammensættes som man har lyst til: Gade-, firma-, familie-, forenings-/klub-hold. Både herre-, dame- og mixed hold kan deltage,
Arrangørerne håber igen, at rigtig mange ønsker at deltage i Slotssøstafetten 2015, så den stigende interesse – der efter en række år med omkring 50-70 deltagende hold – i 2009 bevirkede at den gamle deltagerrekord fra 1991 på 126 hold blev slået, da 135 hold deltog i Slotssø-stafetten.
Denne rekord fik både i 2013 og 2014 et ordentligt tryk opad, da hhv. 169 og hele 197 hold deltog.
Desværre har successen også en ”bagside”. I 2013 og især i 2014 viste det sig, at de fysiske rammer på den traditionelle og skønne rute omkring Slotssøen, var fyldt ud.
Da ”smertegrænsen” er nået, har arrangørerne derfor set sig nødsaget til at begrænse deltagerantallet til 200 hold, dvs. 1.000 deltagere.
Der er præmier til det hurtigste hold og til det hurtigste kvindehold.
Løbets sponsorer – Arbejdernes Landsbank, SlotssøBadet, Visit Kolding og Ole Chokolade har udsat en masse præmier til løbet !
Tilmelding til Slotssøstafetten sker i Arbejdernes Landsbank, Buen 1, Kolding. Deltagerprisen er kr. 175,- pr. stafethold. Tilmeldingsfristen er torsdag den 20. august.
Ved tilmelding (og betaling af startgebyr) udleverer banken en kuvert med de nødvendige startnr., instruktioner.