Nu skal der igen spilles liga i Aabenraa
SønderjyskE’s første opgave i ligaen bliver HC Odense
Onsdag den 2. september vender SønderjyskE' håndbolddamer tilbage til landets bedste række.
Det sker, når holdet får besøg af HC Odense i Aabenraa Idrætscenter i Boxer Dameligaen.
Det er dog ikke nødvendigvis en fordel at starte den nye sæson hjemme:
"Faktisk ville jeg hellere starte på udebane. Mange spillere kan måske godt blive lidt nervøse ved første hjemmekamp, så det er rart at få brudt isen ude. Men der er fordele og ulemper ved alt, og det bliver da sjovt at starte hjemme. Jeg tror, at publikum glæder sig til at se holdet og de nye spillere i aktion. Vi glæder os til at komme i gang. Det har været en lang pause. Vi har trænet hårdt, og det bliver spændende at se, hvor vi står i forhold til ligaholdene," siger SønderjyskE's træner og sportschef Olivera Kecman, der har stor respekt for onsdagens modstandere:
"HC Odense er et spændende hold. De har både rutine og potentiale. De har ikke skiftet ret meget ud i truppen, så de kommer med flere sæsoners ligaerfaring."
SønderjyskE får en hård start på ligatilværelsen, for i de første runder venter bl.a. Team Esbjerg og Viborg.
"Det bliver en hård start. Topholdene er meget bedre end os, og vi stiller med en uerfaren trup med en gennemsnitsalder på 20 år. Der kan let komme mange nederlag, men vi sætter vores egne delmål for kampene."