Fortsæt til indhold

Skal skatten op?

Arkiv
Louise Ritter

Er Esbjerg Kommune så hårdt spændt for, at det er nødvendigt at hæve skatten? Det spørgsmål behandles politisk i denne uge. At kommunekassen er under pres har længe været kendt, og såvel politikere som borgmester og kommunaldirektør har tidligere varslet besparelser, der vil gøre ondt, når lokalpolitikerne skal finde 225 millioner kroner om året de næste fire år.

Spørgsmålet er, om det overhovedet lader sig gøre at spare sig ud af kniben eller om det bliver nødvendigt at hente flere penge hos kommunens borgere. Liberalt Folkeparti siger ja.

“Liberalt Folkeparti mener, det er uforsvarligt med så stor en besparelse på omkring 900 millioner over de næste fire år, og derfor foreslår vi at sætte skatten op,” skriver partiet i det forslag, som de har rejst.

Ikke overraskende er Venstre ikke umiddelbart videre positivt stemt overfor forslaget, men på dagsordenen til ugens møder i Økonomiudvalget og Byrådet er spørgsmålet nu alligevel til behandling - landets kommuner skal nemlig senest den 3. september ansøge regeringen om lov til at hæve skatten.

Sidste år fik godt en håndfuld ja til at hæve skatten.