Rekord mange kvinder til Pink Cup
Der var rekorddeltagelse i golfturnering til fordel for kampen mod brystkræft
95 kvinder, hvoraf mange i dagens anledning var helt eller delvist klædt i lyserødt, satte onsdag ny rekord på Sønderborg Golfklubs bane for deltagelse i den årlige 'Pink Cup', der er en landsdækkende turnering for kvinder med det formål at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelses kamp mod brystkræft.
Sønderborg Golfklub har fra turneringens start været en af de toneangivende klubber, og i 2013 indsamlede klubbens kvinder det absolut største beløb på landsplan.
”Jeg tror næppe, vi kommer helt derop igen i år, men jeg er ret overbevist om, at vi igen kan sende vores lokale vindere til den landsdækkende finale, som vi har gjort de sidste mange gange,” fortæller Dorrit Daugbjerg, der sammen med Vibeke Hach Madsen har været ansvarlig for indsamlingen til årets turnering. Sønderborg Golfklub kommer i 2015 til at bidrage med cirka 67.000 kroner til den landsdækkende indsamling.
Tak til sponsorerne
”Det er et flot resultat, der bringer os højt op på listen. Det kan vi ikke mindst takke de rigtig mange lokale virksomheder for. De tager altid godt imod os, når vi beder om bidrag og ting til de mange forskellige aktiviteter, vi har i gang henover året. Det hele kulminerer med turneringen i dag, hvor et så stort antal deltagere selvfølgelig også giver et ekstra indskud i kassen,” forklarer Dorrit Daugbjerg, der ikke kan undgå at fremhæve den lokale virksomhed Teknidan, hvis direktør Svend Ebsen mange gange og også i 2015 kommer med det absolut største enkeltbeløb.
”Svend er helt unik, og der er altid mindst fem cifre på de checks, han giver os,” smiler Dorrit Daugbjerg.
Slår alle rekorder
Selve turneringen gennemføres af Sønderborg Golfklubs dameklub, hvis forkvinde Helle Gaarde ikke kunne skjule sin begejstring for det høje deltagerantal:
”Det er fantastisk, at vi i år slår alle rekorder. Jeg tror også, at det skyldes, at banen her i Gundstrup virkelig har fået et løft de seneste par år. Det, samt et flot indsats af dameklubbens medlemmer, har nok fået en del kvinder fra naboklubberne til at spille med i år,” mener Helle Gaarde.
Turneringen blev spillet i to rækker. I A-rækken blev de tre første pladser besat af: Vibeke Hach Madsen (46 point), Ulla Jensen (39 point) og Dorrit Daugbjerg (38 point).
I B-rækken vandt Annemette Birkekær (38 point), Hanne Thaysen (36 point) og Jonna Jensen (36 point) på de næste pladser.
Går det som forventet, vil de to vindere repræsentere Sønderborg i landsfinalen i Kokkedal Golfklub 18. september.