Festlig første dag på Rybners
Sommerferien er slut og det er atter tid til at bøje tyske verber, løse matematiske formler og skrive lange stile. Alligevel var humøret højt hos de nye og gamle elever, som onsdag havde første skoledag på Rybners Gymnasiums to adresser.
En håndfuld af årets tutorer var klar med en vajende flagallé og søde hilsner, da de nye 1. g'ere gik ind af hovedindgangen til Rybners Gymnasium i Grådybsparken, hvor rektor Lars Andersen bød de nye elever velkommen, men ellers overlod scenen til mere underholdende indslag. På video introducerede kappeklædte Rybners Man skolens regler, og en Kahoot-quiz udfordrede 1. g'erne og deres mobiltelefoner i paratviden om Rybners.
Ved middagstid blev nye og gamle elever samlet i aulaen, hvor velklædte Jordans Drive gav den hele armen til lyden af festlige jivetoner. Men det hele var ikke sang og musik, for repræsentanter fra elevrådet benyttede sig af muligheden til at opfordre folk til at deltage i elevrådet og dermed være med til at gøre en forskel på Rybners.