Over 1000 kommunale medarbejdere tager løbeskoene på
Vejle Kommune har i mange år deltaget i lokale løbe events. De sidste år har det været Fertin Stafetten, som har dannet rammerne om begivenheden, og det er det også i år.
Og i år slår medarbejderne i Vejle Kommune rekord med over 1.000 deltagere fordelt på både stafet-løbe hold og gå-hold. For et par år siden var der kun 300 deltagere.
"Vi har bevist valgt at fokusere på events, som appellerer bredt til vores medarbejdere, og hvor vi også har fokus på at skabe en fælles social oplevelse", fortæller kommunaldirektør Niels Ågesen i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
"Fertin Stafetten giver mulighed for både at løbe og gå rundt, så alle kan være med, og så foregår det på hold. Det er med til at understøtte fællesskabet og skabe øget trivsel og arbejdsglæde. Og så er vi da stolte over, at næsten halvdelen af deltagerne i Fertin Stafetten kommer fra en af vores arbejdspladser", understreger kommunaldirektøren.
Både Byrådet og direktionen stiller med et stafet-hold på dagen, og internt i Vejle Kommune konkurrerer holdene traditionen tro om dagens bedste udklædning.
Rigtig mange forskellige kommunale arbejdspladser er repræsenteret. Det betyder, at medarbejdere fra både dagtilbud, plejecentre, skoler, botilbud, tekniske- og administrative arbejdspladser har valgt at deltage i begivenheden. Alle områder er repræsenteret.
Fertin Stafetten finder sted på Vejle Atletik Stadion med start klokken 18.