Bilshow hos Falkevej Autolakering
Lørdag den 22. august
KØGE: Falkevej Autolakering på Falkevej 26 i Køge holder lørdag den 22. august kl. 10.00-18.00 biltræf med udstilling af deres mange prisvindende showbiler. Det sker i forbindelse med åbningen af deres nye skadecenter.
Primus motor er ankermændene fra Team Future anført af chefen Peter Højgaard og de to legendariske brødre Brian og Kasper Vallenquist som gennem de sidste 15 år har vundet stort set alt der kan vindes af pokaler i Danmark og konkurreret i blandt andet Sverige, Norge og Tyskland for at hive mesterskaber hjem i den specielle konkurrence, showbiler.
Siden de sidst holdt biltræf i 2012 efter den store triumf hvor Kasper vandt pokalen for ”Danmarks flottest bil 2012” har de ikke ligget på den lade side og på kontoret står lidt over 100 pokaler.
Egentlig er bilshowet en fest for deres mange venner som tilsammen udgør ”Team Future” - Danmarks stærkeste team af bilinteresserede som hjælper til med at gejle egne og andres biler op til shows.
De ca. 30 personer som kalder sig Team Future har til festen lovet også at fremvise deres biler og bilkunstmaler Capper - Peter Steenstrup - har den sidste måned arbejdet med at gøre Falkevej Skadecenter til Køges største udendørs kunstværk.
Til formålet har han brugt en gammel sportsbil og fået den til at ligne en bil fra Back to the Future. Den gamle bygning bliver et kunstværk som alene er et smut forbi værd.
Falkevej Autolakering åbner dermed sit skadecenter op med et brag og håber at alle med interesse i at se flotte og anderledes biler kommer forbi.
pm